- Det er trist, at sådan noget skal være med til at give Stationsbyen et dårligt ry. Den anholdte kommer jo ikke engang herfra, siger gårdmand Flemming Baage.

- Det er trist, at sådan noget skal være med til at give Stationsbyen et dårligt ry. Den anholdte kommer jo ikke engang herfra, siger gårdmand Flemming Baage.

Sigtet bag drab ikke fra Hvidovre

En 18-årig mand blev dræbt, og en 19-årig fra Hvidovre blev såret, da en privat fest gik i hårdknude i Stationsbyen

Af
ckb

Blåt blink, tre ambulancer, natlige tilskuere og en gruppe forstenede unge mennesker, der havde været vidner til mordet på en kammerat. Sådan kom virkeligheden til at se ud, da en ungdomsfest i en stuelejlighed i Bymuren 7 i Avedøre Stationsby udviklede sig til et mareridt natten til søndag. Under festen opstod der pludselig tumult i køkkenet. Det kulminerede, da en 17-årig mand fra Amager greb en køkkenkniv og dræbte en 18-årig mand fra København med tre knivstik i brystet. Men det gik også ud ud over den 19-årige og tidligere fodboldspiller i HIF, Christian Bailum, der bor i Hvidovre. Efter hvad Hvidovre Avis erfarer, blev han stukket i lysken, da han forsøgte at stoppe tumulten. Knivstikket var så alvorligt, at han efterfølgende blev bragt til Traumecentret på Rigshospitalet, men han meldes nu uden for livsfare. Det er trist Efter tragedien blev en 17-årig formodet gerningsmand anholdt i nærheden af gerningsstedet. Ved et grundlovsforhør søndag eftermiddag nægtede den anholdte sig skyldig i drab og drabsforsøg. Det stoppede dog ikke dommeren, som på stedet vartægtsfænglede den unge mand frem til den 24. september. Grundlovsforhøret skete for lukkede døre. Det betyder, at der er navneforbud, at pressen ikke må referere fra grundlovsforhøret, og at politiet hverken må udtale sig eller be- eller afkræfte oplysninger i sagen. Hvidovre Avis erfarer dog, at politiet er i færd med at afhøre op mod ti vidner til knivdrabet, samt at den sigtede ikke er fra Hvidovre, men derimod kommer fra Amager. Oplysningerne falder i god jord hos Flemming Baage, der selv bor i Avedøre Stationsby og med 15 års erfaring som lokal gårdmand også var manden, der har ryddet op udenfor politiets afspærring. - Jeg er lettet over at høre, at gerningsmanden ikke er herfra, for det er aldrig sjovt, når sådan noget sker. Men det er trist, at der igen står Bymuren og Avedøre Stationsby i pressen, når det slet ikke er nogle lokale, der står bag dumhederne, lyder det fra Flemming Baage og tilføjer: - Det er da trist, at sådan noget skal bidrage til et negativt syn på Stationsbyen. I weekenden blev der begået endnu et knivdrab på Stevns. Dermed er der i alt begået 15 knivdrab i indeværende år.

Specielt mange unge mennesker lægger vejen forbi Bymuren 7. De lægger blomster, lys, afskedsbreve, en Efes øl og fotos af den afdøde Dennis Nielsen ligger foran gerningsstedet. For at tage afsked.

Specielt mange unge mennesker lægger vejen forbi Bymuren 7. De lægger blomster, lys, afskedsbreve, en Efes øl og fotos af den afdøde Dennis Nielsen ligger foran gerningsstedet. For at tage afsked.


Publiceret 01 September 2008 16:57