Genbrug via nettet

Ny virtuel genbrugsplads

Af
oas

Hvidovre Kommune er kommet med på storskrald.dk, og det giver borgerne mulighed for gratis at klunse ting og lægge effekter til genbrug til andre borgere i hele landet. Det fungerer akkurat ligesom på en genbrugsplads. Men her er det er tilladt at klunse: Du tager et kig i den virtuelle container og ser, om der er noget, du kan bruge - et akvarie, en sofa, gamle bøger, tøj? Hvis du vil have det, tager du det op af containeren og sørger for at det bliver bragt hjem. En anden dag er det dig selv, der skal af med noget, som egentlig er for godt til ikke at blive genbrugt. Så lægger du det i containeren, så en anden kan få glæde af det. Hvidovres borgere kan nu gratis benytte hjemmesiden storskrald.dk, hvor borgere fra hele Danmark lægger ting og materialer til genbrug. Tanken med hjemmesiden er at være med til at begrænse den enorme mængde af ting, der ender på affaldspladser og forbrændingsanlæg landet over. Når, du har oprettet dig som ny bruger på storskrald.dk, kan du søge efter bestemte ting, lede efter effekter inden for bestemte kategorier, f.eks. møbler, hus og have, byggematerialer, sport og fritid, eller bare kigge på, hvad der senest er lagt i containeren. Du kan også selv lægge ting i containeren. Besøg storskrald.dk

Publiceret 22 September 2008 16:01