<B><I>Den populære forestilling “Sommer i Tyrol” spilles på næste torsdag.</I></B>

Den populære forestilling “Sommer i Tyrol” spilles på næste torsdag.

Har vist teater i Hvidovre i 40 år

Hvidovre Teaterforening tager hul på sæson nummer 40 med flotte forestillinger for alle - Jubilæumsweekend næste uge med hele 5 forestillinger

Det er ikke så få af Danmarks kendte skuespillere, der har vist deres kunnen på den lokale scene i Hvidovre, igennem de sidste 40 år. Og årets jubilæumssæson hos Hvidovre Teaterforening, der netop står for døren, bliver heller ikke anderledes. Foreningen lægger ud med et brag af en jubilæums weekend, med fem forskellige forestillinger i Medborgersalen. Torsdag den 2. oktober kl. 19.30 vises den folkelige forestilling “Sommer i Tyrol”, med bl.a. Betty Glosted, Kristian Boland og Arne Lundemann på rollelisten. “Sommer i Tyrol” indeholder dejligt fængende musik og er en skøn kærlighedshistorie, der udspilles på alpehotellet “Den hvide Hest”. Hvem husker ikke Leopolds trængsler udi den svære kærlighed til hotelværtinden Josepha, og sangen “Ja, ja nu kommer jeg...” Hiphop, jazz, rap og breakdance Der er også tænkt på de unge ved jubilæet, her vises “StreetAttacks” med Freestyle Phanatix, fredag aften den 3. oktober kl. 19.00. I forestillingen forenes Freestyle Phanatix’ dygtige dansere med MC/rapper Mike Raw, Beatboxfænomenet Nappion og DJ Turkmann Souljah. Sammen med et firemand stærkt liveband danner de fælles angrebsfront mod sanserne. Hvad sker der når forskellige udtryksformer konfronteres. Her kan man se hvordan guitaren med største selvfølgelighed finder en legekammerat i skulderleddet, mens bassen hænger sammen med knæene og rytmen fra percussions afspejles i en håndstand. Reception lørdag Lørdag den 4. oktober kl. 14.30 inviterer foreningen til en festlig reception i Medborgersalen, og kl. 16.00 løber forestillingen “Alle går rundt og forelsker sig” over scenen. Børnenes dag Søndag er børnenes dag! De 3-8 årige bliver kl. 11.30 indviet i historien om kamelen der kom til sidst. Der handler om Gud der var træt efter 6 dage med at skabe jorden, dyrene, menneskerne og alle planterne, så på syvende dagen finder han nogle rester, og dermed skaber kamelen. Forestillingen er skabt frit efter Jesper Wung-Sungs herlige børnebog “Kamelen kom til sidst”. Kl. 15.00 er det så de lidt mindre børns tur til at komme i teatret. Her vises forestillingen “Mig Dig Os”, der retter sig mod de 1/2 til 3 årige, og er en danseforestilling. Billetter bestilles hos Hvidovre Teaterforening, tlf. 36 49 66 06 eller på foreningens hjemmeside. Denne sæsons brochure kan afhentes på bibliotekerne eller på foreningens kontor, Søstjernevej 1, onsdag og torsdag mellem kl. 10-15.

Freestyle Phanatix underholder med forestillingen “StreetAttacks”.

Freestyle Phanatix underholder med forestillingen “StreetAttacks”.


Publiceret 22 September 2008 16:01