Se dine omgivelser med nye øjne

Kunstneren Kjeld Wilms udgav i 2006 bogen “Lyset i Provence, Langedoc, Toscana og Sardinien” med undertitlen “Se lyset og mal det i akvarel”. Bogen har masser af illustrationer, tips og råd og er ikke mindst en inspirationskilde til at se omverdenen på en ny måde. Tirsdag den 30. september kl. 19.00 inviterer Holmegård Bibliotek til et foredrag med Kjeld Wilms, der denne aften vil tage interesserede med på en tur, hvor man kan lære “at se og opleve verden med malerens øjne”. Foredraget er ledsaget af et væld af illustrationer og visuelle vejledninger. Temaet for turen er solens lys, der ifølge Kjeld Wilms dagen igennem skaber forskellige lys- og skyggeeffekter samt en farverigdom med uendelige nuancer. Aftenens foredrag vil give dig nogle teknikker om lys, farver og komposition, som du kan bruge, hvis du vil i gang med at male. Du er også meget velkommen, hvis du “bare” vil lære at se verden med andre øjne. Gratis billetter til foredraget kan hentes på HvidovreBibliotekerne eller på Hvidovrebilletten.dk

Publiceret 22 September 2008 16:01