RESPEKTER DEMOKRATIETS VILKÅR ERIK!

Socialdemokraten Erik Frølund Thomsen har åbenbart sin helt egen opfattelse af, hvad demokrati er. Ifølge Hvidovre Avis d. 10. september genindtræder Erik Frølund Thomsen i Vindmøllelaugets bestyrelse. Ifølge avisen accepterer Vindmøllelauget ikke kommunalbestyrelsens beslutning om, at havvindmøllerne skal langt ud fra kysten. Vindmøllelaugets bestyrelse vil arbejde videre, som om Byrådets flertal ikke eksisterer. Ved at genindtræde i Vindmøllelaugets bestyrelse tilsidesætter Erik Frølund Thomsen Byrådets flertal, og optræder i stedet som garant for kommunalbestyrelsen opbakning – en opbakning som Vindmøllelauget netop ikke har fået. Jeg har stor respekt for, at Erik Frølund Thomsen arbejder for egen overbevisning. Men kære Erik – brug kræfterne på at få ændret beslutningen i Byrådet, i stedet for at gå ud med et budskab om, at Byrådet træffer beslutninger, som de ikke mener. Og husk Erik – når sagen om vindmøllerne diskuteres, og når der skal stemmes om samme i Byrådet, så er du, som medlem af en privat bestyrelse med særlige interesser inhabil i sagen. Reglerne gælder for alle også for dig. Måske kan du omgå habilitetsreglerne rent juridisk, ved at træde ud og ind af Vindmøllelaugets bestyrelse, alt efter om sagen skal behandles i Byrådet, men rent moralsk er du inhabil. Jeg håber, at denne despekt for demokratiet ikke er Socialdemokraternes normale holdning. I Ankers og Nyrups tid var det aldrig gået! Med kammeratlig hilsen En “gammel” socialdemokrat.

Publiceret 22 September 2008 16:01