STAKKELS RYTTERE!

- men I må forstå jeres ansvar, skriver VIGGO JENSEN

Det er næsten hjerteskærende, at læse Tina Weien Cristensens (TWC) indlæg om, hvor hårdt det er at være rytter, og hendes mening om, at vi hesteløse ikke kan lide hestene. Jo - jeg tror, at vi alle godt kan lide heste, som de smukke dyr de er, men vi kan ikke lide sporene efter hestene, hvad enten det er sønderslåede gang/cykelstier (som f.eks. på voldterrænet) eller efterladenskaberne (heste….), som findes på fortove, cykelstier, kørebaner og stier - ja, selv på gangarealer i Avedøre Stationsby! Det er ikke hestene vi er vrede på, men de ryttere, der er så højt til hest, at de mener “at vi har ret til at være her”. Ja – det har I sikkert også, men det er i givet fald en ret under ansvar – et ansvar, som burde sikre, at I ikke ødelægger eller sviner for andre. Der er i øvrigt sjældent tale om “et par hestepærer”, men snarere en hel mødding! Der har været talt og skrevet meget om hundeejeres ansvar for at fjerne hundens efterladenskaber – men hvad med hesteejerne/ rytternes ansvar? Opdager man ikke, når hestene sviner – eller rider man bare videre uden at tænke på, at der kommer gående eller cyklende, voksne som børn – eller er man som rytter bare ligeglad?? Hunde- eller heste…., det er lige uæstetisk! T WC skriver “at Hvidovre Kommune ikke har sat skilte op eller skrevet rundt…” – det passer jo ikke, for der er mange skilte, f.eks. på voldterrænet, der både angiver “Ridesti” eller “Ridning forbudt”, men det regnes måske for at være uden betydning – eller er skiltene bare for svære at forstå? Kære ryttere – påtag jer det nødvendige ansvar, så vil vi gerne støtte jer til rettigheder. Med venlig hilsen og sikkert på vegne af mange naturbrugere Viggo Jensen Sadelmagerporten 2

Publiceret 22 September 2008 16:01