Det var ikke distancen, men farten, som slog SPORTEN ud, da den stod på intervalløb. Foto: Jørgen Christian Jørgensen

Det var ikke distancen, men farten, som slog SPORTEN ud, da den stod på intervalløb. Foto: Jørgen Christian Jørgensen

Så er jeg i gang!

Mit løbeprogram er nu to uger gammelt, men det har været præget af sygdom og brækfornemmelser

Af
Martin van Dijk

BRÆKFORNEMMELSER: Så er jeg i gang. Jeg er med andre ord to uger inde i det løbeprogram, som skal forberede min spæde drengekrop til 42,192 kilometer den 21. maj i København, og der er ingen grund til at lægge skjule på det - det har ikke været to succesfulde uger! Jeg har for at være helt præcis kun gennemført fem af otte løbepas, og den statistik skal nok forbedres markant, hvis jeg skal gøre mig nogle forhåbninger om ikke at kollapse efter de første 20 kilometer, når der står marathon på menuen!

Lovligt undskyldt

Det gik faktisk også allerede galt fra den første dag. For jeg skulle løbe første pas mandag den 5.januar, hvilket jeg fejrede ved at ligge mig syg dagen efter. Sygdommen har så holdt mig ude af løbeskoene lige indtil i onsdags, hvor jeg igen var nogenlunde klar - troede jeg!. For da jeg først kom i gang med intervalløbet, som var på programmet, så værkede kroppen gevaldigt. Efter den første kilometer med fuld knald på, var der slim i lungerne og blodsmag i munden, og der fik skribenten da den tanke, at der er temmeligt langt til 42,192 kilometer. På den anden side så er det måske heller ikke optimalt at lægge ud med intervalløb ovenpå en uges sygdom! - det var i hvert fald hårdt, og det var ganske tæt på, at det krævede en aflevering af morgenmaden ud over rækværket på løbebanen ved Køge Stadion.

Ind i rytmen

Den har efterfølgende stået på løb fredag, lørdag og mandag, og selvom der uden tvivl stadig er sygdom i kroppen, så går det da den rigtige vej. Jeg er i hvert fald stadig ved godt mod, og selvom jeg måske ikke ligefrem glæder mig hver gang løbeskoene skal på, så håber jeg da at komme ind i en ryme, så det bare bliver gjort. Målsætningen om en marathon på under fire timer er i hvert fald stadig intakt, på trods af blodsmag og brækfornemmelser.

Publiceret 20 January 2009 11:00