Billetsalget til årets banko starter onsdag

Af
nemhvidovreavis.dk

For 44. gang arrangerer Hvidovre Lions Club, i samarbejde med de lokale handlende, årets store bankospil i Medborgersalen. Der har været udsolgt til spillet hvert eneste år, - nemlig 450 deltagende Hvidovreborgere, og det bliver der nok også i år, hvor det finder sted søndag den 15. februar. Billetsalget starter førstkommende onsdag den 28. januar fire steder i Hvidovre, nemlig PhotoCare i Frihedens Butikscenter, Hvidovre Avis, Hvidovrevej 301, Flügger Farver, Hvidovrevej 284 samt i Kvickly (kiosken), Hvidovrevej 178. Billetprisen er som tidligere år, kr. 85,- inkl. ark med 6 plader i 20 gennemgående spil samt ekstraspil. Desuden er der en række lodtrækninger på billetten. - Som tidligere år går overskuddet til Lions humanitære arbejde i Hvidovre, bl.a. til underholdning på plejehjemmene og julekurve til enlige forsørgere, oplyser Karl-Erik Eilsø, der er primusmotor omkring bankoarrangementet. - Og så er vi glade for at kunne konstatere, at vore lokale handlende, trods krisetider, igen i år har givet os en fornem støtte med utroligt mange flotte gevinster.

Publiceret 26 January 2009 16:48