Bliv klogere på internettet

HvidovreBibliotekerne fortsætter i 2009 med at tilbyde gratis kurser for borgere, der vil vide mere om internettet. Hør om alle de muligheder det giver at være online. Biblioteket har samlet deres tilbud i en fælles folder, som du kan få på bibliotekerne. Du kan også læse om kurserne på bibliotekets hjemmeside. - Igen i år har vi begynderkurser, og udover det også kurser i hvordan du kan betjene dig selv på offentlige hjemmesider og bliver en digital borger, lyder det fra bibliotekarerne. Lær hvordan man finder, lytter til og downloader musik fra nettet. Lær også om, hvordan du bruger alle de elektroniske databaser, vi har adgang til på biblioteket. Som noget nyt kan du få en introduktion til at downloade lydbøger fra den meget populære side: www.netlydbog.dk. Endelig kan du få noget at vide om sikkerhed på nettet, og om hvordan du laver dit eget digitale fotoalbum. Se i folderen hvor og hvornår kurserne holdes, og hvordan du tilmelder dig. Kurserne starter den 17. februar og fortsætter frem til begyndelsen af april.

Publiceret 26 January 2009 16:48