På opdagelse i Toscana

Foredrag på Holmegård bibliotek ved filminstruktør Palle Kjærulff-Schmidt

Filminstruktør og forfatter Palle Kjærulff-Schmidt har sammen med sin hustru Birte besøgt Toscana. Mødet med dette hjørne af Italien har han skildret i bogen “ Den fortryllende dal - på opdagelse i Toscana”. Bogen er illustreret med en række smukke farvefotos taget af forfatteren selv. I Toscana syd for Siena dumper ægteparret ned i Val d’Orcia. Et mirakel af en dal, der rummer nogle af Italiens mest fortryllende landskaber og velbevarede middelalderbyer. Med udgangspunkt i landsbyen Rocca, der ligger på toppen af et bjerg, begynder Palle Kjærulff-Schmidt udforskningen af området. Her søger han forklaringer på, hvorfor livet er som det er i denne egn. Hvilken betydning fik etruskerne, romerne, middelalderen, renæssancen og ikke mindst den katolske kirke i dette forløb? Palle Kjærulff-Schmidt gæster Holmegård bibliotek tirsdag den 10. februar kl. 19.00, hvor han vil fortælle om mange af sine spændende indtryk og oplevelser fra turen rundt i dette særegne landskab. Foredraget ledsages af nogle af de fantastiske fotos fra bogen. Det bliver en aften med indtryk fra en egn af det dejlige Italien, - måske en inspiration til et kommende rejsemål, men i hvert fald en dejlig vitaminindsprøjtning i denne mørke og kolde tid. Gratis billetter kan bestilles eller hentes på HvidovreBibliotekerne eller på hvidovrebilletten.dk

Publiceret 26 January 2009 16:48