Amerikansk fodbold er en kontaktsport udover det sædvanlige. Oplev Super Bowl på TV på søndag.

Amerikansk fodbold er en kontaktsport udover det sædvanlige. Oplev Super Bowl på TV på søndag.

Super Bowl på stadion

Oplev finalen mellem Pittsburgh Steelers og Arizona Cardinals på Hvidovre Stadion fra søndag aften

Af
ebohvidovreavis.dk

Stadionrestauranten vil igen gøre sit til, at der sker noget i Hvidovre, som er lidt ud over det sædvanlige. Natten mellem på søndag og mandag afvikles “Super Bowl”, som er de professionelle amerikanske fodboldspilleres finale, og det er kæmpe stort i USA og omegn. Samtidig er sporten ved at hente flere og flere tilhængere udover hele verden, og Danmark er ikke gået ramt forbi. Den danske liga nyder større og større opmærksomhed, og tilhængerne bliver flere og flere. Det er ikke så lang tid siden, at Hvidovre Stadion lagde græs til det danske svar på “Super Bowl”, og her mødte små 2.000 tilskuere op og fulgte begivenheden med stor entusiasme. I erkendelse af det har Stadionrestauranten besluttet sig for, at lave en fest ud af det. “Super Bowl” er bare så stort, og tilhængerne så mange, at der måtte gøres noget. - Vi har annonceret vort arrangement i Hvidovre Avis i de seneste tre uger, og reaktionerne har været meget positive, fortæller idémand Peter Lassen fra HIF. - Selv på Face Book, som er det internet-sted, hvor mange folk møder hinanden og udveksler ideer og får gammelt venskab til at blomstre, har man haft vores arrangement omtalt, og det har givet flere tilmeldinger… - Det er sådan, at vi på søndag aften åbner for dørene kl. 22.00, og så er der ellers amerikansk buffet fra klokken 23.00 med alt, hvad hjertet kan begære. Vi håber på, at vi bliver omkring 60 deltagere, og vi er godt på vej. Vi regner med, at vi får en hyggelig nat, som også bliver minderig, sjov og underholdende. Vi er indstillet på, at man skal gå fra Hvidovre Stadion om morgenen med en god oplevelse og hyggeligt samvær i bagagen… - For de, der ikke har nået at få en billet til arrangementet kan man henvende sig til mig på telefon 22 90 47 75 eller på mail plhif.dk. Man betaler ved indgangen, og beløbet er 249,- kr… Noget skal der ske - Vi har et stort ønske om, at Stadionrestauranten igen bliver et af de steder i Hvidovre kommune, hvor der sker noget for borgerne. Der er ikke så mange steder, man kan gå hen og få en oplevelse. Egentlig er der vel kun Center Pub’en og Hvidovre Stadion, der laver den slags arrangementer, og det er lidt fattigt efter min smag… - Stod det til mig havde vi mange flere initiativer i gang, så borgerne kunne få flere ting at vælge mellem. Champions League, VM fodbold og andre store sportsbegivenheder vil være oplagte arrangementer for Stadionrestauranten… - Heldigvis har der gennem tiderne været god grobund fra amerikansk fodbold i kommunen. Blackfoot startede det og Avedøre Monarchs førte det videre. At en “kicker” som Morten Andersen, der senest stillede op for Atlanta og er den mest scorende spiller gennem tiderne i amerikansk fodbold, har heller ikke mindsket interessen i Danmark… - Jeg er selv kæmpe fan af amerikansk fodbold, og Pittsburgh Steelers er mit hold og derfor også kæmpe favoritter over Arizona Cardinals. Vi ser kampen på tre TV skærme og med en projektor, så vi kan få oplevelsen i stort format. Jeg tror, at når man sidder sammen og får en fælles oplevelse, så går man glad hjem og vender tilbage igen, når andre arrangementer løber af stabelen. Det er mit håb og ønske for arrangementet søndag nat...

Peter Lassen er en af initiativtagerne til arrangementet på søndag nat - mandag morgen.

Peter Lassen er en af initiativtagerne til arrangementet på søndag nat - mandag morgen.


Publiceret 26 January 2009 16:48