MÅ HANDLES HURTIGT OG KONSEKVENT

En accept af vold, røveri og mordtrusler vil være en falliterklæring, skriver “dybt bekymret borger”:

Efter at have læst Hvidovre Avis fra den 20.1.09, må jeg indrømme, at jeg er dybt rystet. Artiklerne på forsiden og på side 2, får min familie og mig til at overveje “hvor længe tør vi blive boende i Hvidovre?”. Jeg gætter på, at andre har gjort sig disse tanker. Avedøre Stationsby er “besat”. En stor gruppe, såkaldt utilpassede unge fra indvandremiljøet, har sat dagsordenen. Og den dagsorden består af overfald på sagesløse, røverier, trusler, hærværk og brostenkast. Kun en tåbe frygter ikke at færdes på Avedøre S-station, som efterhånden ligner noget fra den krig, vi er involveret i langt herfra, jvf. Pernille Falcons indlæg i samme avis. Et hadefuldt “åbent brev” fra den store gruppe, som nu åbenbart bestemmer i Stationsbyen, øger min store bekymring. Gruppen truer med mord, hvis vi, - altså kommunen -, ikke gør, som de forlanger... Skal det accepteres? Vi bor i Danmark, og helt ærligt, som det hedder på ny-dansk: Skal vi acceptere, at det nu er sådan i vores land? Min holdning til, at vi alle skal kunne færdes frit og trygt overalt, er desværre naiv. Men at vi her i kommunen skal finde os i, at forholdene nu er som beskrevet i avisen, er helt uacceptabelt. Jeg anmoder om - og forventer - at de folkevalgte lige nu og her giver problemerne højeste prioritet og handler hurtigt og konsekvent. Alt andet vil være en falliterklæring og en accept af vold, røveri, mordtrusler m.v. Venlig hilsen En dybt bekynret borger P.S: Mit navn og adresse er redaktionen bekendt, men da jeg gerne vil se mine børnebørn vokse op, ønsker jeg at være anonym, selv om det er mig imod!

Publiceret 26 January 2009 16:48