(Foto: Privat).

(Foto: Privat).

Håbefulde boligkøbere vil presse priserne

Af
Per Møller

Boligkøberne går målrettet efter de gode tilbud i øjeblikket - og er tilbudene ikke gode nok, forsøger køberne selv at skabe dem.

Danmarks største mæglerkæde har regnet på de mange prisbud, der indkommer på hjemmesiden edc.dk via funktionen "Send-din-pris", og noterer gennem de ca. 2½ år funktionen har været tilgængelig en jævn stigning i afstanden mellem købernes bud og den udbudte pris på ejendommen.

I gennemsnit ligger budene nu 21,8 pct. under udbudspriserne. For 2 år siden lå budene i snit 11 pct. under udbudsprisen.

Ifølge EDC er der flere årsager til udviklingen.

- Det handler ikke bare om tilbudsjagt. Mange købere har svært ved at opnå lånetilsagn til den udbudte salgspris, og forsøger derfor at få den pågældende bolig ned i et prisleje, hvor bank eller realkreditinstitut også vil være med.

Derfor er det indimellem nogle 'prøveballoner', der bliver sendt af sted på 'Send-din-pris', siger statsaut. ejendomsmægler og valuar Peter Johansen fra EDC Peter Johansen A/S - det lille blå hus i Køge.

Medvirkende er også, at boligkøberne i øjeblikket forsøger at gardere sig mod yderligere prisfald.
- Et jobskifte, skilsmisse eller børns kommende skolestart lægger for nogle boligkøbere et pres på at få købt en ny bolig. Købere i disse situationer, som ikke kan udskyde deres boligkøb længere, spekulerer typisk mere over risikoen for yderligere prisfald, og forsøger derfor at forhandle en 'fremtidssikret' pris hjem, siger Peter Johansen.

Det kan lyde drastisk, at køberne og sælgere for en gennemsnitsvilla, der er udbudt til 2 mio. kr. ligger ca. 430.000 kr. fra hinanden.

- Budene fungerer typisk som startskud til en drøftelse med kunden, og ofte ender forhandlingerne på et andet niveau, siger Peter Johansen. – Det er endda ikke usædvanligt at køberne afgiver et bud inden de overhovedet har set ejendommen, så der er nok mere tale om en prøveballon på sælgers villighed til at handle.

Midtjyderne er mest ivrige

Mest ivrige er de midtjyske boligkøbere, hvor boligkøberne i gennemsnit byder 24,1 pct. under den udbudte salgspris.

Når det er midtjyderne, der forsøger sig med de største prisnedslag i øjeblikket, kan det hænge sammen med, at netop de jyske sælgere har vist sig mest træge, når det gælder prisjusteringer til det nedadgående marked.

- Københavnerne har vist vejen og set resultaterne. De markante prisjusteringer i region Hovedstaden har betydet, at der de sidste 2 måneder er kommet rigtig godt gang i handlerne. På ejerlejlighedsmarkedet meldes der endda om begyndende mangel på attraktive boliger til salg. Det har de jyske boligkunder til gode, og derfor ligger salget mere stille Vest for Storebælt, siger Peter Johansen.

Publiceret 07 June 2009 11:15