(Foto: DS).

(Foto: DS).

Nyt liv til pendlerfavorit

Peugeots populære 206 får et par år mere i ringen under navnet 206+. Den er blevet ansigtsløftet og fremstår som en charmerende billig pendlerbil med fremragende totaløkonomi. Eneste anmærkning er på sikkerheden.

Af
Af Herik Dreboldt

BILTEST :Peugeott 206 er bilen der var allestedsnærværende i dette årtusindes første årti. Som tre-dørs, fem-dørs, SW og CC blev den danskernes foretrukne minibil, og især med en økonomisk diesel over forakslen, fik den pendlerne op af lænestolene. Kaster man et blik på bilen, er populariteten ikke svær at forstå.
Et overordentligt vellykket design både indvendigt og udvendigt, gode priser og et bredt modelprogram gjorde alle i stand til at finde en 206 til deres behov.
Over 50.000 206'ere har forladt de danske Peugeotforhandlere siden modellen landede i 1998, og på verdensplan er det blevet til over 6 millioner eksemplarer.
Næsten dobbelt så mange som den oprindelige Fiat 500 solgte over dens noget længere levetid.

Kosmetisk opdatering

206+ er mekanisk identisk med den netop pensioneret 206'er. Forskellene er kosmetiske, med den nye front, og et nyt instrumentbord som største ændringer.
Begge dele planket direkte hos storebror 207.
Baglygterne har fået noget LED look-alike-lygte-lir og så ser den lidt mere voluminøs ud takket være en ændret kofanger. Så visuelt er den et skridt frem og næsten på par med 2009. På sikkerhedsfronten er det dog gået den anden vej.
Da de sidste 206 blev solgt i Danmark var det med seks airbags. 206+ får kun fire.
Peugeot Danmark er kede af det, men beslutningen er truffet i Frankrig, og kan ikke ændres.

(Foto: DS).

(Foto: DS).

Stærk pendlerdiese

206+ lander med en basisbenzinmotor på 60 hestekræfter. Men dem regner importøren ikke med at sælge mange af.
Den er mest taget hjem til ære for annoncekampagnerne, så fraprisen kan presses i bund.
Storsællerten bliver dieselversionen, der sidste år stod for 95 procent af 206 salget.
Og det forstår man godt. Den 1.4 liters diesel på 70 hestekræfter er bundsolid.
Den triller næsten 24 kilometer på en liter diesel ved forsigtig blandet kørsel, og er rimelig dynamisk med et moment på 160 Nm fra 1.750 omdrejninger i minuttet.

(Foto: DS).

(Foto: DS).

Klink og klonk på den billige måde

Problemet med Peugeot 206+, er, at havde den haft et "Made in Korea" stempel i bunden, så havde den fået med motorpressens grovfil.
For bortset fra motoren og kosmetikken, så er der ikke noget ved bilen der siger 2009.
Dørene siger klonk på den helt forkerte og billige måde, centrallåsen lyder som om nogen taber en muggert på gulvet og når man smækker bagklappen kan man høre det skvulper i tanken. Kort og godt er oplevelsen ren plastic-fantastic.
Ikke så mærkeligt når konstruktionen er næsten uændret for 1998, men er det OK i 2009?

(Foto: DS).

(Foto: DS).

Ingen grovfil – kun løftet pegefinger

Principielt nej – men så alligevel. Prisen på pendlerdieselen er 150.000 kroner, og det i orden.
Derudover er bilen jo ikke udtryk for slingren i valsen fra Peugeots side.
De har allerede en kompetent og moderne 207'er i klassen for minibiler, så udviklingen er ingenlunde gået i stå i løvens hule. Så tager man 206+ for hvad den er – en ældre gennemtestet model i nye klæder, så slår den mangen et brugtkøb på lugten af ny bil.
Peugeotforhandleren giver dig valget, det gjorde koreanerne ikke for år tilbage.
Derfor slipper 206+ for grovfilen, men får dog en løftet pegefinger for kun 4 airbags.
Bilen til denne uges biltest kan ses og prøvekøres hos Peugeot i Køge.

(Foto: DS).

(Foto: DS).

Fakta på Peugeot 206+

Pris fra 135.000 kroner. Motorversioner1.1 liter på 60 hestekræfter. 1.4 liter på 75 hestekræfter. 1.4 HDi diesel på 70 hestekræfter. Brændstofforbrug1.1/1.4/1.4HDi 17.5/15.9/23.8 km/l. Præstationer1.1/1.4/1.4HDi 0-100 km/t på 16/12.7/13.2 sekunder. Topfart – 159/173/169 km/tVægt/last/påhæng 1.055/421/900 kg. Bagagerum 245-1.113 liter.

(Foto: DS).

(Foto: DS).

(Foto: DS).

(Foto: DS).

(Foto: DS).

(Foto: DS).

(Foto: DS).

(Foto: DS).

Publiceret 07 June 2009 06:45