Dialogmøde om børnenes mad

Foreningen af Forældre i Hvidovre og Hvidovre Kommune inviterer i aften - tirsdag den 9. juni kl. 19-21 - alle forældre med daginstitutionsbørn til dialogmøde på Risbjerggård om de madordninger for børnehavebørn, som bliver indført fra 2010.

I Hvidovre har Kommunalbestyrelsen valgt at benytte en differentieret model, så flest muligt børn, kan få den bedst mulige mad. I praksis betyder det, at der i nogle institutioner vil blive tilberedt mad, mens der i andre institutioner vil blive tale om en madpakkeløsning.- Vi vil gerne fortælle forældrene, om hvordan det her kommer til at foregå - og hvorfor vi i Hvidovre har valgt at gøre det på den her måde, siger fungerende daginstitutionsleder Trine Schandorff. Mødet indledes af social- og sundhedsudvalgsformand Helle Adelborg, derefter får forældrene en præsentation om madordningen i Hvidovre, og der vil være mulighed for at stille spørgsmål. Bag mødet står Foreningen af Forældre i Hvidovre, som repræsenterer forældrebestyrelserne i daginstitutionerne.

Publiceret 09 June 2009 10:15