Festlig indvielse af motionsparken

På tirsdag i næste uge er motionsredskaberne klar til brug

Kommunens sundhedsmedarbejdere og flere foreninger sætter alle sejl til, når Motionspark Rådhus indvies tirsdag den 16. juni kl. 16 - 19. Samtidig markeres den internationale sundhedsuge for mænd.

Af
oashvidovreavis.dk

Forbipasserende kunne i maj måned følge opførelsen af de pudsige pavilloner mellem Rådhuset og Sundhedscentret på Hvidovrevej 278. Første etape af den længe omtalte motionspark så dagens lys. Motionsparken er opført af Hvidovre Kommune med tilskud fra Lokale- og Anlægsfonden. Og nu skal den indvies. For få midler fyldes plænerne ved rådhuset tirsdag den 16. juni med seriøse og sjove aktiviteter, information, eksperimenter, konkurrencer og andre gode tilbud, der skal sætte fut i fædre, sønner, bedstefædre, onkler og halvfætre - og deres familier. Viceborgmester Helle M. Adelborg foretager den officielle indvielse af Motionsparken kl. 16.30. Derefter står kommunens fysioterapeuter klar og viser alle, der har lyst, de mange muligheder for eksempelvis at styrketræne og strække ud under løbeturen gennem Hvidovre. Små skilte på hvert motionsredskab viser hvordan. I forbindelse med indvielsen af motionsparken genoplives det legendariske Rådhusløb. Løbet foregår kl. 18.00, og mænd i alle aldre kan tilmelde sig på dagen fra kl. 16.00. En hoppeborg åbner for børneinstitutionerne allerede kl. 14.00, og de øvrige aktiviteter er åbne fra kl. 16.00. Musikskolen leverer musikken. De mange frivillige og enkelte sponsorer er med til at sikre, at aktiviteter og boder er åbne frem til kl. 19.00. - Jeg glæder mig over, at det trods den økonomiske krise i kommunen er lykkedes at få motionsparken opført og færdiganlagt, siger viceborgmester og formand for social- og sundhedsudvalget Helle M. Adelborg. - Da vi afsatte midlerne til Motionsparken i 2007, drømte vi ikke om, at det skulle tage så lang tid at få den op og stå. Men pengene var bevilget, og jeg glæder mig til at indvie den og samtidig slå et slag for mændenes sundhedsuge. Mens Health Week løber af stablen den 15.-19. juni, og i år sættes der særligt fokus på kræft. Mænds levetid verden over - og også i Danmark - er meget lav, og alt for mange mænd dør i en ung alder. Mænd har høj dødelighed både på grund af sygdom og ulykker. Og det kommer nok bag på mange, at mænd også har en meget høj rate af selvmord - meget højere kvinderne! Dertil kommer, at de sygdomme, som kun rammer mænd - især prostata- og testikel-kræft - stiger meget hurtigt og kræver nye liv hvert år.

Publiceret 09 June 2009 10:15