Hvidovreborger i parlamentet?

56,6 procent af Hvidovres vælgere afgav i søndags deres stemme

Størst spænding - set fra en ren Hvidovre-vinkel - knyttede sig mandag til, hvorvidt Hvidovres Kenneth Kristensen Berth (DF) er blevet valgt til Europa-Parlamentet.

Af
oashvidovreavis.dk

Søndagens valg til Europa-Parlamentet trak 56,6 procent af Hvidovres vælgere op af sofaen. I alt afgav 20.171 Hvidovre-borgere deres stemme. Det gav en valgdeltagelse på 56,6 procent, noget under landsgennemsnittet - men en klar større deltagelse end for fem år siden, hvor valgdeltagelsen i Hvidovre blot nåede 44,9 procent. Den største interesse for valget oplevede man i Dansborghallen, hvor 61,8 procent afgav deres stemme. På Avedøre Bibliotek nåede man blot 48,6 procent. Flere valgforskere konkluderede mandag formiddag, at danskernes engagement i EU er faldende. Det var entydigt Tronfølgerloven, som gav den rekordstore valgdeltagelse, mener de... Det er måske en del af forklaringen på, at så stor en del af Hvidovres borgere benyttede søndagen til at stemme. De endelige stemmetal - de personlige stemmer - var ved avisens deadline endnu ikke optalt. Størst spænding - set fra en ren Hvidovre-vinkel - knyttede sig mandag til, hvorvidt Hvidovres Kenneth Kristensen Berth (DF) er blevet valgt til Europa-Parlamentet: Spidskandidaten, Morten Messerschmidts, succesvalg trak nemlig endnu et mandat til Bruxelles. Meget tydede mandag på, at Dansk Folkepartis andet mandat tilfalder nummer to på partiets kandidatliste, den 32-årige tidligere mangeårige landsformand for Dansk Folkepartis Ungdom. Hvidovreborgeren Kenneth Kristensen Berth var også opstillet til europavalget både i 1999 og i 2004.

Publiceret 09 June 2009 10:15