Køge Sygehus - får onsdag et nyt højteknologisk scannerafsnit. (Foto: JCJ).

Køge Sygehus - får onsdag et nyt højteknologisk scannerafsnit. (Foto: JCJ).

Nyt højteknologisk scannerafsnit på Køge Sygehus

Af
Per Møller

INVENTAR : Fire nye scannere indvies onsdag den 10. juni på Køge Sygehus som et led i Region Sjællands aftale med regeringen om akut behandling og klar besked til kræftpatienter.
Regionsformand Kristian Ebbensgaard indvier de fire højteknologiske scannere.
Etableringen af det nye scannerafsnit er en del af den aftale, som Region Sjælland sidste år indgik med regeringen om indkøb af nye og avancerede scannere for at opnå bedre og hurtigere diagnosticering af blandt andre kræftpatienter.
Også på sygehusene i Roskilde, Næstved, Holbæk, Slagelse, Ringsted og Nykøbing Falster er der installeret eller skal der installeres nye scannere.
Med etableringen af det nye scannerafsnit råder Køge Sygehus over nogle af de mest avancerede scannere i landet, og står dermed godt rustet til en hurtigere og mere krævende diagnosticering af patienter.
Køge Sygehus kan derfor, sammen med regionens øvrige sygehuse, give kræftbehandlingen og behandlingen af andre sygdomme et stort kvalitetsløft.

Fakta om Region Sjællands nye scannere<U><B></U>

Der er indkøbt nye MR-scannere til sygehusene i Køge, Slagelse, Ringsted, Roskilde og Næstved. Desuden er der indkøbt CT-scannere til sygehusene i Holbæk, Nykøbing Falster, Slagelse og Køge.
Til Køge Sygehus er der også indkøbt en ny PET/CT-scanner og en ny SPECT/CT-scanner. For hele Region Sjælland er der samlet tale om apparatur til en værdi på over hundrede millioner kroner.
MR-scanner: Scanneren kan påvise sygdomme i hele kroppen. Både kræftsygdomme, sygdomme i lever- og galdeveje, og sygdomme i led – herunder skader i menisker, på ledbånd, i knogler og i muskulatur. Scanneren kan også påvise tryk på nerver, diskusprolapser og slidgigt.
CT-scanner: Scanneren kan påvise kræftsygdomme i lunger og bughule, blodpropper i hjernen, svulster i hjernen, diskusprolaps og bylder i mave-tarm-regionen. Scanneren skal også bruges til udredning af traumepatienter, hvor en hurtig og nøjagtig diagnose er vigtig.
PET/CT-scanner: Scanneren får stor betydning for behandling af kræftpatienter i Region Sjælland, fordi den kan afsløre kræftknuder i kroppen, og om kræften har spredt sig. Scanneren anvendes også ved mistanke om tilbagefald, kontrol af behandling og ved planlægning af stråleterapi.
SPECT/CT-scanner Scanneren kan kombinere detaljerede røntgenbilleder af anatomiske strukturer med biokemiske (nuklaermedicinske) billeder. Scanneren anvendes specielt ved mistanke om kræft i knoglesystemet.

MR-scanner.jpg: Radiograf Charlotte Jensen, Billeddiagnostisk Afdeling på Køge Sygehus, foran et af de nye vidundere – en højteknologisk MR-scanner, der vejer 1,5 tons og kan påvise sygdomme i hele kroppen. (Foto: Thomas Brodersen).

MR-scanner.jpg: Radiograf Charlotte Jensen, Billeddiagnostisk Afdeling på Køge Sygehus, foran et af de nye vidundere – en højteknologisk MR-scanner, der vejer 1,5 tons og kan påvise sygdomme i hele kroppen. (Foto: Thomas Brodersen).

Publiceret 09 June 2009 09:00