(Arkivfoto).

(Arkivfoto).

Røveri mod Shell 7-eleven i Solrød

Uddrag af døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politikreds for tidsrummet fra mandag den 8. juni kl. 07.00 til tirsdag den 9. juni kl. 07.00.

Af
Per Møller

Indbrud – Greve . Mandag morgen kl. 07.53 blev anmeldt om indbrud på Lundemosen, hvilket er sket mellem mandag kl. 01.00 og kl. 06.30. Et vindue åbnet ved underboring. Fra stedet er stjålet en boks indeholdende diverse personlige papirer samt pung med 2.500 kr. Boksen og en del af papirerne fundet i nærheden efter indbruddet.
Forsøg på indbrud – Solrød . Mandag kl. 09.28 blev anmeldt om at en 16-årig dreng var alene hjemme på Tingsryds Alle, hvor der formentlig var indbrudsforsøg. To mænd set luske rundt ved huset og de kørte fra stedet i en sort Golf.
Tyveri fra varebil – Stenkelstrup, Borup . Mandag kl. 09.34 fik politiet anmeldelse om tyveri fra varebil, Citroen Jumper, der stod på Dalbyvej. En rude knust og i første omgang troede anmelderen, at der var tale om en løsfarende golfkugle fra den nærliggende golfbane, men golfspillerne blev frikendt, da anmelderen så, at der var stjålet diverse elværktøj fra bilen. Tyveriet sket mellem onsdag kl. 22.30 og torsdag kl. 15.00.
Indbrud i landeejendom – Tommestrup, Stevns . Mandag kl. 10.07 blev anmeldt om indbrud på Gl. Klintevej, hvilket er sket mellem onsdag den 3. juni og lørdag den 6. juni. En port brudt op og fra stedet er stjålet en motorbør, skruemaskine m.v. for ca. 50.000 kr.
Uro – Ølby, Køge . Kl. 1507 blev politiet sendt til uro i Ølbycentret, hvor nogle fra centrets lidt tungere klientel var blevet uenige. Politiet kom til stedet blot for at konstatere, at de stridende parter var gået og alt åndede i fred og idyl.
Røveri mod forretning – Roskilde . Mandag eftermiddag kl. 16.02 kom to mænd ind i Svends Ure på Skomagergade i Roskilde. De truede personalet med kniv og ville have udleveret penge og ure.
I en nærliggende forretning hørte man røvernes råb inde fra urmagerforretningen, og de to besluttede sig for at de ville overmande røverne, når de kom ud.
Vidnerne gemte sig strategisk godt ved indgangsdøren til urmageren, så røverne ikke kunne se, at der udenfor ventede en "velkomstkomite", når de trådte ud af forretningen.
Da røverne var færdige med at tage ure og penge gik de ud, og de blev straks overrasket af vidnerne, og den ene røver blev slået med en stol, der stod på stedet, ligesom han blev ramt med en pose i hovedet.
En 18-årige mand fra Herlufmagle blev tilbageholdt og overgivet til politiet, der kom kort tid efter.
Den anden røver slap i første omgang væk, men efterforskningen i sagen gjorde, at politiet kl. 00.05 kunne anholde en 19-årig mand fra Roskilde.
Begge røvere vil i dag blive fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.
Politiet har stor ros til for vidnerne, der så sig i stand til at overmande røverne. Dog er der grund til at advare mod at gribe ind, hvis man ikke er sikker på, at man kan klare situationen.
Røveri – Solrød . Mandag aften kl. 18.56 modtog politiet anmeldelse om røveri mod Shell 7-eleven, Janesvej i Solrød Strand, hvor to gerningsmænd havde truet sig til udlevering af slik, vin og kontanter. Herefter løb de fra stedet.
Gerningsmændene beskrives som:
A: Mand, dansker, 17-19 år, ca. 180 cm høj, mørkblond med karseklippet hår, blå øjne, rødt tørklæde for ansigtet, sort t-shirt med hvidt mærke/skrift i nakken, lyse jeans, hvide gummisko. Havde en brødkniv/steakkniv med træskæfte i hånden.
B: Mand, dansker, 17-19 år, ca. 180 cm høj, grå hættetrøje, hvor hætten var over hovedet, blå hængerøvsjeans, lidt buttet. Bar på en Aldi-plasticpose.
Midt- og Vestsjællands politi – tlf. 114 eller 4635 1448 – hører gerne fra vidner eller andre, der kan komme med oplysninger til sagen.
Anholdelse – Greve . Mandag kl. 21.55 blev en 51-årig mand fra Greve anholdt på Jerismosevej i Greve. Den 51-årige havde en meget for støjende og provokerende adfærd, så han måtte en tur på politistationen for at køle af, inden han i morges blev løsladt igen.

Publiceret 09 June 2009 12:30