Af Anne Ristorp Kraufeldt

Af Anne Ristorp Kraufeldt

Yes, det blev et ja

Først vinder vi 1-0 over Sverige i fodbold. Og så sætter vi rekord ved et Europaparlamentsvalg. Sådan Danmark! I Hvidovre stemte 56,6 % ved valget i søndags. Det er 11,7 % bedre end ved sidste EP-valg, og de jublede af gode grunde på Christiansborg. Det var lykkedes at lokke danskerne til stemmeurnerne. Men mest glædeligt er det, at den nye tronfølgelov blev vedtaget. Det blev et JA trods dystre exit polls om et rungende NEJ. Et ja til, at en prinsesse kan overtage tronen og ikke skal stå tilbage for sin lillebror - blot fordi han er født med ¿tap¿ - er ikke blot nødvendigt i 2009. Det ville være dødhamrende pinligt at skulle se et nej i øjnene dagen derpå. Danmark er i forvejen stadig dybt præget af debatten om Mohammed-tegningerne. Skulle vi nu også vågne op til overskrifter som ¿Kvinder ringere køn i DK¿? Vi, der sender soldater i krig i Afghanistan for bl.a. at befri folket - og kvinderne - for undertrykkelse. Soldater, der mister livet for sagen. Skulle vi være et land, der afviser en regent, fordi hun er pige? Valget om tronfølgeloven er også i politiske kredse gjort til en debat, der handler om alt andet end selve ligestillingsspørgsmålet. Det er blevet til en debat om fornyelse af selve grundloven og om, hvorvidt tronfølge-valget var en måde at trække folk til stemmeurnerne på til det langt mindre sexede EP-valg. Måske har kritikerne ret. Men når man ser resultatet - at stemmeprocenten landede på omkring 58,7 % - er det så ikke ligegyldigt? SF, der rynker på næsen af monarkiet, fik det bedste valg nogensinde! Et politisk statement kunne have forårsaget, at Danmark blev kendt som et kvindeundertrykkende land. For deciderede tolkninger af et tronfølge-valg lader sig ikke høre uden for landets grænser. Her forstår man et ja eller et nej. Havde man spurgt mig inden valget, havde jeg slet ikke skænket en tanke, at det kunne blive et nej. ¿Få nu bare den principbeslutning ud af verden¿... Margrethe har regeret udmærket i årtier, og kongehuset er stadig yderst populært i lille Danmark. Selvom Margrethe er kvinde. Og selv SF går til taffel. Så et spørgsmål om en dronning kan være regent i et kongerige bør være nærmest ikke-eksisterende. Troede jeg - og tog fejl.

Publiceret 09 June 2009 10:15