Ja til fiskebro

Sagen om fiskebroen på Roskilde Havn er en god idé. Den har været diskuteret længe, og nu er der så endelig en sag på vej i kommunen om den. Den oprindelig idé var, at det kun skulle være en bro, hvor man kunne gå på, så man kom lidt tættere på vandet og bl.a. kunne fodre ænder. Det synes vi i Roklubben er en god idé. Dels vil det give en ny oplevelse for de mange, som besøger havnen. Dels vil det kunne aflaste vores ponton, som i dag jo i stort mål bliver brugt til at fodre ænder fra - og det selvom den er tiltænkt helt andre formål. Men nu vil man så udvide brugen af en eventuelt kommende fiskebro til også at kunne sætte borde op og lade både ligge til. Det sidste kan jeg på ingen måde støtte. Hverken i forhold til, at det er i kortere eller længere tid, at bådene skal ligge til. Der er i forvejen meget trafik i havnebassinet og hvis man åbner op for dette vil det kun forværre trafikken. Desuden vil det være særdeles svært at håndhæve reglerne. Hvem skal gøre det om aftenen og i weekenden? Så lad os få fiskebroen, som den var tænkt fra begyndelsen. En mindre bro hvorfra man kan fiske, fodre ænder og gå en tur på. Af Bent Jørgensen, formand Roskilde Roklub

Publiceret 11 June 2009 03:00