DGI aflyser med skolebørnene på grund af vejret

Idrætsorganisationen forventer at afvikle Sommerstævnet 2009 i weekenden som planlagt

Af
Jeppe Olsen

Der er gået vejrlig i den del af DGIs og Roskilde Kommunes sommerstævne, der har med fredag 12. juni og kommunens elever i 4. og 5. klasse at gøre. Tidlig fredag morgen så arangørerne sig nødsaget til at aflyse.
- Det er ikke til at gennemføre de planlagte aktiviteter i Byparken på grund af regnen og vejret i det hele taget, forklarer DGI Roskilde Rune Marschall.
- Vi forsøgte at strikke en plan B sammen med aktiviteter på museerne, men den var der ikke gehør for, og det er der ikke noget at sige til. Det var ikke det, skolerne havde regnet med, så vi har desværre være nødvendigt at aflyse.

Fuldt program i weekenden

Da vejrudsigten for lørdag og søndag tegner bedre, regner arangørerne fuldt og fast med at gennemføre det planlagte program for weekenden.
Det vil sige åbningsceremoni med taler foran Vikingeskibsmuseet fra kl. 9.30 lørdag formiddag og derefter masser af gymnastikopvisning på det grønne område dér.
Dertil kommer diverse aktiviteter i Byparken og på Roskilde Gymnasiums idrætsplads. Programmet kan man finde via www.dgi.dk.

Publiceret 12 June 2009 03:00