Igen i år står Køge og Omegns Automobilklub bag et streetrace-arrangement, hvor sikkerheden er i top. Flere og flere får øjnene op for lovligt streetrace, og i år har Dansk Automobil Sports Union udskrevet en egentlig løbsserie i disciplinen. (Privatfoto).

Igen i år står Køge og Omegns Automobilklub bag et streetrace-arrangement, hvor sikkerheden er i top. Flere og flere får øjnene op for lovligt streetrace, og i år har Dansk Automobil Sports Union udskrevet en egentlig løbsserie i disciplinen. (Privatfoto).

Lovligt og sikkert Streetrace i Køge

Af
Per Møller

Lørdag den 20. juni følger Køge og Omegns Automobilklub op på de seneste års succeser, når klubben igen står bag lovligt og sikkert Streetrace i Køge.
Løbet den 20. juni er for alle med et kørekort og en indregistreret bil, og det kræver ingen særlige forudsætninger at deltage.
De tilmeldte biler deles i fire klasser: Klasse 1 er biler uden trykladning. Klasse 2 er biler med trykladning. Klasse 3 biler med 4 WD. Klasse 4 er for Amerikanerbiler.
Derved er fair konkurrence sikret.
Starten går kl. 19.00 på Skandinavisk Transport Center Køge, og herefter kører de mange deltagere i fire klasser om at være hurtigst på den 201 meter lange bane.
I løbet af aftenen sendes deltagerne klassevis til at køre en såkaldt stige, som fortsætter indtil vinderne i de fire klasser er fundet. Der er dog – også denne aften – grænser for udfoldelserne.
Der bliver taget tid på alle biler, selv om det "kun" gælder om at slå den anden bil på banen.
Til tidtagningen er lejet et flot udstyr som med fotoceller, helt precis tager tiden og straks når mål er passeret vil tiden kunne ses af tilskuerene.
Tiden måles af sikkerhedshensyn, for kører en deltager de 201 meter på mindre end syv sekunder, hører bilen ikke hjemme i et streetrace-arrangement som dette.
Så hurtige biler må i stedet prøve kræfter med "rigtig" dragrace på en 402 meter lang, permanent bane.

Teknisk kontrol

Inden løbet har deltagernes biler og udstyr været gennem en teknisk kontrol, så løbsarrangørerne er sikre på, at bilerne er sikre at køre i, og at kørernes sikkerhedsudstyr virker efter hensigten.
Deltagerne skal under løbet bære styrthjelm og bruge bilens trepunktssele samt være iført noget med lange ærmer.
De seneste par år har Køge og Omegns Automobilklub arrangeret lovligt streetrace i Køge.
Løbene har været afholdt med politiets såvel som Dansk Automobil Sports Unions tilladelse, og derfor har sikkerheden for både kørere og publikum altid været helt på højde med sikkerheden ved f.eks. et DTC-løb på Jyllands-Ringen eller til en DM-afdeling i rally.
Succesen med de lovlige streetrace i Køge har bredt sig og Køge og Omegns Automobilklub regner med masser af tilskuere.
Tilskuerne henvises til et særligt parkeringsareal for enden af Truckvej og Dieselvej.

Publiceret 14 June 2009 06:00