(Colourbox).

(Colourbox).

Smerter i ryg og led kan være gigt

Ny kampagne skal få danskerne til at opdage gigt i tide.

Af
Per Møller

Op mod 100.000 danskere i alle aldre lider af ledde- og rygsøjlegigt, én tredjedel uden at vide det.
Derfor lancerer de danske gigtlæger i dag en kampagne, der skal få flere med konstante led- eller rygsmerter til at reagere på deres symptomer.
Via en ny gigttest på nettet kan man kan hurtigt afklare, om man har symptomer på leddegigt eller rygsøjlegigt, og om man bør gå til lægen.
"Av og godmorgen!" Op mod 35.000 danskere i alle aldre vågner hver morgen med smerter i led eller ryg.
Har man haft disse smerter i længere tid, så kan det være symptomer på gigt. For i modsætning til hvad mange tror, så kan kvinder og mænd godt få leddegigt og rygsøjlegigt tidligt i livet:

Gigtformer i ung alder

- Det er ikke unormalt at få disse gigtformer, når man er mellem 30 og 50 år. Vi ser mange yngre kvinder og mænd, som i lang tid har haft smerter i led eller rygsøjle uden at vide, at de stærke smerter er kroppens advarsel om, at de har en gigtsygdom. Men jo tidligere man opdager leddegigt og rygsøjlegigt og kommer i behandling, jo større er chancen for at undgå invaliditet, forklarer speciallæge Berit Schiøttz-Christensen, formand for Dansk Reumatologisk Selskab, som sammen med Dansk Børnereumatologisk Selskab står bag den nye gigtkampagne.

Ny gigttest på nettet kan afsløre symptomer<B></B>

Den nye gigtkampagne har til formål at få flere danskere med længerevarende led- og rygsmerter til at blive undersøgt for leddegigt og rygsøjlegigt så tidligt som muligt og gøre opmærksom på, at gigt rammer alle aldersgrupper – også børn.
Man vil møde kampagnen i form af en aktiv presseindsats, bannerannoncer, samt events på apoteker rundt i landet.
Og så har gigtlægerne udviklet en online-test på www.gigttesten.dk , hvor man hurtigt og nemt kan se, om der er et umiddelbart behov for at opsøge egen læge.
- De typiske symptomer på ledde- og rygsøjlegigt er, at man har ondt i ryg og led, når man vågner om morgenen og at fysisk aktivitet i løbet af dagen nedsætter smerterne. Dette er modsat slidgigt, som mange danskere lider under, hvor man får mere og mere ondt af dagens fysiske aktivitet, siger Berit Schiøttz-Christensen.

Publiceret 14 June 2009 15:00