Der er altid godt besøgt når Lions Clubberne i Køge kommune kalder til genbrugsmarked på Travbanen i Bjæverskov. (Privatfoto).

Der er altid godt besøgt når Lions Clubberne i Køge kommune kalder til genbrugsmarked på Travbanen i Bjæverskov. (Privatfoto).

Genbrugsmarked på Travbanen i Bjæverskov

Af
Per Møller

LOPPEMARKED : Lørdag den 20. juni kl. 10.00-15.00 arrangerer Lionsklubberne i Køge kommune stort genbrugsmarked på Travbanen i Bjæverskov.
Til dagen er der indkommet rigtig mange rare ting og sager, som præsenteres og sælges fra lokalerne i den gamle store tilskuerpavillon.
På første sal sælges glas, porcelæn, legetøj, køkkenting, galleriting, el-ting m.v. I stueetagen findes bøger og mange gode og velholdte møbler.
- Der er meget at byde på denne gang, inden sommerferien sætter ind, siger Per Sørensen fra Lions Club i Køge.
- Vi har igen modtaget mange flotte ting og sager fra velvillige mennesker og firmaer. Og nu skal der ryddes ud og sælges løs. Tingene foræres jo ikke væk, idet overskuddet går ubeskåret til vort humanitære hjælpearbejde. Men vi skal have tømt salgslokalerne, så vi kan gøre klar til efterårets kæmpestore genbrugsmarked.
De mange effekter er samlet ind enten ved direkte leveringer eller valgt ud fra en særlig container på KARAs genbrugsplads i Køge, hvor folk løbende kan aflevere brugbare ting, som er for gode til at smide ud.
Genbrugsmarkedet er det tredje, der afholdes på Travbanen i Bjæverskov i år.
Udover lørdag den 20. juni er genbrugsmarkederne for resten af året fastlagt. Lørdag den 15. august lægges op til kæmpe genbrugsmarked, og lørdag den 17. oktober går det løs på ny.
– Det ligger også fast, hvornår man kan indlevere brugbare effekter til Lions genbrugsmarkeder. Det kan ske den første lørdag i hver måned fra kl. 10-12 på Travbanen, slutter Per Sørensen.

Publiceret 15 June 2009 06:15