Medlemmer har uddelt 5.000 blade

Redaktør og redaktionen i Ældre Sagens Hvidovre-komitè har afsluttet deres arbejde med efterårets blad, og omkring 150 frivillige har slidt fortove og opgange tynde for at få uddelt de omkring 5.000 blade til medlemmer af foreningen.

Nu er det så medlemmerne der skal på arbejde, for der er masser af tilbud af alskens slags, og vil man have del i tilbuddene, og det er der erfaringsmæssigt mange, der gerne vil, skal man tilmelde sig til Ældre Sagens kontor. - Ja, tidligere år har vist, at vore aktiviteter er meget populære, siger Henrik Maegaard, formand for Aktivitetsudvalget i Ældre Sagen i Hvidovre. -Vi er i front hvad udbud af aktiviteter angår, og alligevel oplever vi år efter år, at vi enten må dublere nogle udflugter eller lade nogle komme på venteliste. Ældre Sagen tilbyder mange arrangementer, der går igen år efter år. Det er foredragsrækken, ture til virksomheder og ud i naturen. Kondien kan forbedres eller vedligeholdes ved Ældre Sagens tilbud af traveture, stavgang og cykelture. De faste arrangementer som sang og alle aktiviteter i klubberne fortsætter naturligvis, og der er igen en tur til Sydens sol, hvor Tenerife er målet. Som noget nyt desuden et tilbud om en Jule- og Wellnesstur til Tallin. Der er desværre indsneget sig en fejl i bladet, eller mere rigtigt en mangel, idet der i arrangementet for Hirschsprungs samling om Skagensmalerne ikke er påført klokkeslæt. For alle tre dage gælder samme tid, nemlig kl. 11.00. Nu er det så op til medlemmerne at bestemme sig for, hvilke oplevelser vinterhalvåret skal berige dem med. Tilmeldingsfristen er den 31. juli.

Publiceret 15 June 2009 17:28