Mercedes-tyve

Biltyve i Danmark har et godt øje til Mercedes, Audi og BMW. Især Mercedes er tiltrækkende.

Sidste år blev der stjålet 455 Mercedes`er - mod kun 179 året før, viser tal fra Forsikring & Pension. - Biltyvene har virkelig fået smag for de store Mercedes`er, som har fem gange større risiko for at blive stjålet end f.eks. en Volvo eller Opel, siger Christian Skødt, chefkonsulent i Forsikringsoplysningen, ifølge Motor-Magasinet. 2008 har også budt på markant flere stjålne Audi`er og BMW`er. De tyske biler står for kvalitet og grundighed og er dermed nemme at afsætte på markeder i f.eks. Rusland og Mellemøsten. Den bil, der stjæles flest af herhjemme, er dog fortsat VW, som der sidste år blev stjålet 1.323 af. Men da der findes over 240.000 VW-biler i Danmark, er risikoen for at få stjålet sin VW betydelig mindre, end hvis man ejer en Mercedes. Vil man have sin bil i fred, skal man købe en Lada. Af dem blev der kun stjålet to sidste år. (LNB)

Publiceret 15 June 2009 17:28