Henrik Toft var kun på banen for at modtage pokalen, som bevis for, at Herfølge vandt Viasat Divisioen. Foto: Jørgen Christian Jørgensen

Henrik Toft var kun på banen for at modtage pokalen, som bevis for, at Herfølge vandt Viasat Divisioen. Foto: Jørgen Christian Jørgensen

Perfekt afslutning for Herfølge

Cirka 2.600 feststemte tilskuere så Herfølge sikre sig førstepladsen i Viasat Divisionen med en 3-2 sejr over Hvidovre

Af
Martin van Dijk

FESTAFSLUTNING: Der var lagt op til fest på Herfølge Stadion, hvor et sambaorkester var med til at sætte gang i stemningen, så de nykårede Superliga-spillere fra Herfølge kunne blive hyldet på behørig vis - og det blev de fuldt fortjent.
Spillerne skuffede da heller ikke de mange tilskuere, da de sørgede for en underholdene kamp med fem mål. Herfølge lavede selv de tre, mens Hvidovre scorede to, dermed sikrede Auris tropper sig også førstepladsen i Viasat Divisioen.

Endnu et saksespark

I onsdagens sejr mod AB stod Emmanuel Ake for et fremragende saksespark mål, men han sad sammen med alle de andre stamspillere uden for fra start, og her kunne han se Anders Simonsen, som åbenbart var blevet inspireret af den brasilianske stemning, gøre sig kunsten efter, da han saksesparkede 1-0 målet i kassen fem minutter før pausefløjtet.
I anden halvleg fik Hvidovre udlignet, før Mikkel Christoffersen gjorde det til 2-1, men Hvidovre fik endnu en gang bragt balance i regnskabet, da Anders Clausen med sit andet mål gjorde det til 2-2.
Det lignede en pointdeling, som også ville indbringe Herfølge førstepladsen, men i overtiden kunne Nikolaj Madsen sikre Herfølge alle tre point, og en perfekt afslutning på en jubelsæson, som blev fejret efter alle kunstens regler på Herfølge Stadion.

Publiceret 15 June 2009 06:15