Ølsemagle Mølle. (Foto: JCJ).

Ølsemagle Mølle. (Foto: JCJ).

Ølsemagle Mølles vinger vil snurre

Søndag den 21. juni er det Dansk Mølledag.

Af
Per Møller

ÅBENT HUS: Det er i år 25 år siden tankerne om restaureringen af den gamle og meget forfaldne Ølsemagle Mølle tog fart.
I efteråret 1984 blev Ølsemagle Møllelaug dannet og i løbet af sommeren 1985 begyndte det praktiske arbejde med restaureringen af møllen.
Møllen blev skilt ad og samlet igen. Nyt træ blev sat ind, hvor det var nødvendigt, der kom nye træspåner på hat og mølleskrog, en ny omgang blev sat op, og nye vinger kom på.
Restaureringen var et samarbejde mellem Møllelauget og Køge kommune, hvor kommunen ydede arbejdskraften som et beskæftigelsesprojekt, og møllelauget skaffede økonomi til indkøb af materialer til restaureringen.
Efter to års arbejde kunne møllen indvies. Ølsemagle Mølle deltager igen i år på åbent hus dagen, hvor omkring 100 danske møller inviterer indenfor.
Møllens sejl vil blive sat på vingerne, og de vil snurre.
- I møllen udstiller Hanne Helstrup sine malerier med hovedtemaet fugle. Som Hanne Helstrup selv beskriver billederne, tilegner fuglene fra skitseblokken til lærredet deres helt egne personligheder. I haven er der mange forskellige aktiviteter for børn og voksne, og Landbomuseet Lundekrog vil vise, hvordan man lavede reb i gamle dage, fortæller Kirsten Berngård fra Ølsemagle Møllelaug.
Sammen med Jan Hansen fra Naturskolen er der muligheder for at afprøve sine færdigheder som bueskytte. Skensvedspejderne laver aktiviteter for børnene, og der vil være snobrødsbagning ved bålstedet.
Birgit Rosenberg fra Højelse Sognearkiv vil være til stede med sin nye bog om Højelse og den nordlige del af Højelse Sogn, og det bliver muligt forsøge sig ud i pilefletningens kunst, karte og spinde uld samt få gode tips til patch worksyning. Arrangementet foregår søndag den 21. juni kl. 13.00-16.00.

Publiceret 17 June 2009 12:30