Sådan har det tidligere set ud ved Roskilde Badet under festivalen. I år vil presset på svømmehallen på Bmarken falde, da Maglegårdsbadet bliver en mulighed for festivalgæsterne.

Sådan har det tidligere set ud ved Roskilde Badet under festivalen. I år vil presset på svømmehallen på Bmarken falde, da Maglegårdsbadet bliver en mulighed for festivalgæsterne.

Maglegårdsbadet skal aflaste Roskilde Badet under festivalen

Trods tydelig skiltning mod svømmehallen tæt ved festivalpladsen må det alligevel formodes, at en del festivalgæster af gammel vane søger mod Roskilde Badet

Af
Jeppe Olsen

Maglegårdsbadet beliggende et stenkast fra festivalpladsen bliver i år åbnet op for festivalens publikum. Dermed har kommunen lagt an til en tiltrængt aflastning af Roskilde Badet, der traditionelt bliver så godt som invaderet af bade-trængende festivalgæster i hele ugen omkring den store musikbegivenhed. Det holder mange menige borgere fra at gå i svømmehallen.
Kommunen har de seneste år haft til hensigt at kaste Maglegårdsbadet ind i kampen. Men indtil i år er tiltaget druknet i praktiske problemer. Eksempelvis indhegning af den vej, festivalgæsterne skal ledes fra Dyrskuepladsen til svømmehallen og dermed sikring af folks haver i nabolaget. Dette plus opgaven med tydelig skiltning er nu løst.
Et antal festivalgæster vil dog stadig søge til Roskilde Badet, lyder spådommen fra Gitte Kronbak Nielsen, idræts- og fritidschef i Roskilde Kommune.
- En del festivalgæster har mere eller mindre tradition for at tage i Roskilde Badet, andre opdager måske ikke muligheden for en svømmehal meget tættere på, selvom vi gør en masse for at kanalisere dem derhen, siger hun.

Mindre svømmehal

Festivalens talsmand Esben Danielsen tøver ikke med at kalde det en kæmpe serviceforbedring, at den nærtliggende svømmehal bliver et tilbud i år.
- Stor ros til Gitte Kronbak Nielsen og kommune, siger talsmanden.
- Maglegårdsbadet ligger op og ned af de skoler, hvor vi har frivilligkontorer og hvor hele medie-campingen er placeret. Alene disse grupper kommer til at nyde godt af en svømmehal i umiddelbar nærhed. Det samme gælder alle andre på festivalen.
Heller ikke Esben Danielsen forventer, at Roskilde Badet går ram forbi.
- Mange vil gøre som tidligere og tage i den sædvamlige svømmehal, som de kender og finder god. Der er arrangeret buskørsel med stop lige udfor, så det er ret nemt.
Maglegårdsbadet har i øvrigt en noget mindre kapacitet og kan derfor ikke sluse helt så mange badegæster igennem, som den større offentlige svømmehal på Bymarken et par kilometer fra Dyrskuepladsen.
Man har i øvrigt valgt ikke at bruge prisen som et instument til fordel for Maglegårdsbadet. Her vil det koste festival-folket 40 kroner at bruse og svømme. Ifølge Roskilde Badets hjemmeside koster en voksenbillet dér 30 kroner.
Fra mandag 29. juni og de følgende hverdage i ugen vil en vasker i Maglegårdsbadet være mulig i tidsrummet fra klokken 10 til 16. Lørdag i uge 27 fra klokken 10 til 16. De festivalgæster, der vil spendere festivalens sidste dag om søndagen i renvasket efter nærkontakt med Maglegårdsbadet, må holde sig til mellem klokken 10 og 14.

Publiceret 17 June 2009 03:00