(Privatfoto).

(Privatfoto).

Masser af nye tiltag til årets Tune-fest

Af
Per Møller

Når Tune-festen 2009 begynder på fredag den 19. juni i haven ved Tune Borgerhus er det med mange nye tiltag især på børne- og ungeområdet. Tune Ungdoms Center er nemlig i år med i arrangementet, og det betragtes af arrangørerne som et stort plus i bestræbelserne at gøre den årligt tilbagevendende Tune-fest mere målrettet mod de yngre generationer.

I musikkens tegn

Således er der allerede på førstedagen musik med tre bands for børn, lasergames og mulighed for at få en tatovering, som til forældrenes beroligelse dog kan vaskes af igen.
Om aftenen er der "Melodi Grand Prix" for unge efterfulgt af "Scenen er din", hvor unge mennesker kan afprøve deres musiktalent.

Catwalk og gospel

Lørdag den 20. juni starter Tune-festen kl.14.00.
Alle boderne åbner og der er tivoli med hoppeborg for de mindste.
Tune Ungdoms Center byder igen på lasergames samt tombola og modeopvisning på catwalk, der er et helt nyt tiltag, som nok skal tiltrække et stort publikum.
Fra kl.17.30 er det muligt at købe aftensmaden fra Tune Slagterens grill og kl. 19.30 underholder Roskilde Gospel Choir, der er et højt berømmet Gospel-kor med over 40 deltagere.
Aftenen slutter med dans til bandet X-it, der spiller op fra kl. 21.00.

Cykelløb og jazz

Søndag byder på det traditionsrige Hedeboløb, som i år afvikles for 31. gang i forbindelse med Tune-festen.
Der køres på tre ruter på 20 km for de lidt øvede, 55 km for de mere øvede og 95 km for de, der cykler meget og er i god form.
Deltagerne på den længste rute starter kl. 9.00, og løbet skydes igen i år i gang af den tidligere verdensmester i 5 km forfølgelsesløb, Hans Henrik Ørsted, der stadig bruger cykling som motionsform og derfor kan træde pedalerne i højt tempo.
Igen i år er det journalist og Tune-borger Dan Bjerring, der som speaker sender holdene ud på ruterne med et godt råd.
Når deltagerne er kommet i mål og har fået deres diplom, deltager de alle i lodtrækningen om et gavekort fra løbets sponsor, Cykelgården i Greve, ligesom der er udsat flere flotte præmier fra de handlende i Tune.
Søndag eftermiddag er der underholdning af det kendte jazz-orkester Paul Harrison, som tidligere med stor succes har underholdt ved Tune-festen.
Efter tre dage med højt tempo er mandag er hviledag for alle de frivillige hjælpere.
Tirsdag den 23. juni er det imidlertid igen tid til at trække i arbejdstøjet, for Skt. Hans aften åbner boderne og tivoli kl.18.00, hvorefter der er musikunderholdning og kl. 20.45 kåres årets Tune Borger.
Skt. Hans-bålet tændes kl. 21.00, og i år holdes båltalen af formanden for kultur- og fritidsudvalget, Lone Rytter Holm.
Tune-festen arrangeres i et samarbejde mellem Tune Borgerhus, Lions Club Tune og nu Tune Ungdoms Center.
Flere end 50 personer leverer deres arbejdskraft frivillige og ulønnet for at få det lokale og socialt arrangement op at køre.

Publiceret 19 June 2009 11:30