Politi søger kvindeligt tyverioffer

Af
Julie Myhre

Lokalpolitiet i Roskilde leder efter en cirka 70-årig kvinde, der muligvis har været udsat for et tyveri i Kvickly i Algade tirsdag 16. juni mellem klokken 10 og 10.30. Samme formiddag blev tre rumænske statsborgere taget i at stjæle punge fra både en ældre mand og en ældre kvinde, men Kvicklys butiksdetektiv bemærkede, at tyvene ved grøntafdelingen også havde fat i tasken hos en tredje kvinde på omtrent 70 år.
I forbindelse med efterforskning af sagen vil lokalpolitiet i Roskilde gerne tale med kvinden, der er dansk, cirka 170 cm høj og spinkelt bygget. Hun har kort, lysegråt hår og bar briller og sort tøj ved tyverierne i Kvickly. Her hang kvindens sorte, firkantede skuldertaske henover håndtaget på hendes indkøbsvogn. Ifølge butiksdetektiven stak én af de nu varetægtsfængslede tyve begge hænder ned i tasken, men detektiven kunne ikke se, om der rent fakstik blev stjålet noget fra tasken.
Uanset om kvinden fik stjålet noget eller ej, vil lokalpolitiet i Roskilde gerne høre fra hende på telefon 114, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Publiceret 19 June 2009 15:50