Uenighed om lovlighed i børnehavesag

Borgmester frygter en sag med Tilsynet, da han mener det er ulovligt, at opsige kontrakt med Sct. Josef Børnehave. Henrik Stougaard siger, at opsigelsen ikke er ulovlig

Af
Anette Gundlach

Borgmester Poul Lindor Nielsen frygter, at en opsigelse af driftsoverenskomsten med den katolske institution Sct. Josef Børnehave er ulovlig, hvilket kan betyde, at sagen kommer i Tilsynet. Formand for Skole- og Børneudvalget Henrik Stougaard er uenig, han mener ikke, at opsigelsen er ulovlig, da begrundelsen er i orden, derfor står han fast ved et nej til driftsoverenskomst med kommunen. Da sagen var i Skole- og Børneudvalget i sidste uge stemte fem mod at fortsætte driftsoverenskomsten med børnehaven på grund af nye vedtægtsændringer, der betyder, at institutionen nu defineres som menighedsbørnehave. To var for at fortsætte driftsoverenskomsten med institutionen. Det var en fra SF, tre fra Socialdemokratiet og en fra Dansk Folkeparti, der stemte mod, mens to fra Venstre stemte for at fortsætte aftalen.

For en opsigelse

Socialdemokrat og medlem af Skole- og Børneudvalget Poul Andersen, der stemte for opsigelsen ligesom de to andre socialdemokrater i udvalget forklarer: -Vi vil gerne opsige aftalen, hvis det sker på et lovligt grundlag. Poul Lindor Nielsen mener ikke, at opsigelsen er lovlig. - Vi vil ikke have en, sag med ombudsmanden på grund af det her. - De partier, der mener, at aftalen skal opsiges, skal gå hjem og tænke sig godt om. Poul Lindor Nielsen peger her også på sit eget bagland, der har stemt på opsigelsen af aftalen. Henrik Stougaard er dog ikke enig med borgmesteren i, at en ophævelse af aftalen er ulovlig. Derfor står han fast på, at aftalen skal opsiges - Vi har et notat, hvor der står, at begrundelsen for at opsige aftalen er helt i orden, siger Henrik Stougaard. Skole- og Børnedirektør Jesper Tangbæk forklarer, at området er en gråzone, og at notatet sætter spørgsmålstegn ved problematikken og ved at opsige driftsoverenskomsten med den begrundelse, der er brugt. Sagen kommer i Byrådet på onsdag i den kommende uge. agroskildeavis.dk

Publiceret 19 June 2009 03:00