Heksen sendes afsted ved sidste års Skt. Hans fest på Køge Marina. (Foto: Privat).

Heksen sendes afsted ved sidste års Skt. Hans fest på Køge Marina. (Foto: Privat).

Byens værste heks brændes på kæmpebål på Køge Marina

Af
Per Møller

MIDSOMMERFEST : Tirsdag den 23. juni kl. 19.30 - Skt. Hansaften - danner Køge Marina igen ramme om en kæmpe Skt. Hansfest, hvor byens værste heks brændes på kæmpebål.
Derudover byder aftenen på levende musik, øl, kaffe og pandekager og båltale af den nye direktør på Køge Museum.
Det er Køge kommunes kulturudvalg der indbyder til Skt. Hans fest.
Levende musik i teltet det meste af aftenen kun afbrudt af båltale og fællessange.
Ca. kl. 21.30 bydes velkommen af Kulturudvalgets formand, Erik Swiatek, hvorefter midsommervisen, på Lange-Müllers gamle melodi - afsynges med musikskoleleder Otto Laust Hansen som akkompagnatør ved klaveret.
Båltalen begynder umiddelbart efter og holdes af den nye direktør for Køge Museum, Flemming Rieck.
- Skt. Hans aften på Marinaen er planlagt til at være lige så livlig som sidste år, hvor over 2.000 mennesker dukkede op til en vejrmæssig lidt blandet aften. Håbet er, at sommeren og det stille lune vejr vil indfinde sig og skabe den helt rigtige ramme om den traditionsrige bålaften, siger kulturkonsulent Per Sørensen, Køge kommune.
Heksen er i år fremstillet af Køge-spejderne med Peter Erkmann i spidsen og med konsulenthjælp fra Eventyrsmeden, Jørgen Jespersen, der de sidste par år har skabt nogle rigtige 'grimme' hekse til formålet.

Publiceret 20 June 2009 13:30