Ældre urolige over en ny postordning

Mange ældre og svagelige er bekymrede for den nye ordning om, at postkasser fra nytårsskiftet skal opsættes i stueetagen i etageejendomme.

Af
nemhvidovreavis.dk

Det betyder, at mange svagelige, dårlig gående og ældre skal en tur ned ad trapperne for at hente dagens post, og da posten ikke kommer på regelmæssige tider af dagen, kan det blive til mange ture på trapperne for at hente breve. Det er ganske vist muligt for svagelige personer samt pensionister at få udleveret en mærkat, der skal placeres på postkassen - den markerer at postbuddet skal aflevere brevene på normal vis som i dag, nemlig gennem dørens brevsprække. Men netop denne mærkat giver utryghed hos mulige brugere, idet den tilkendegiver, at på netop denne adresse bor en ældre eller svagelig person, som så kan være et let bytte for tricktyve og hjemmerøvere. Er det lovligt? - Post Danmark forstår desværre ikke bekymringen hos Ældre Sagen, siger Thomas Thomsen, formand for Ældre Sagen i Hvidovre, - og måske er det endda ulovligt at komme med personlige oplysninger om borgerne på denne måde, så derfor har Ældre Sagens hovedkontor allieret sig med Datatilsynet for at få undersøgt, om Post Danmark handler i strid med persondataloven. - Desværre er servicen hos Post Danmark faldende, samtidig med at priserne stiger og stiger, udtaler Thomas Thomsen. - Mange pakker bliver slet ikke bragt ud - der kommer bare en seddel med den alm. brevuddeling, at man kan hente pakken på posthuset eller den lokale købmand. Vil man tale med postmesteren, findes han ikke på vores lokale posthus, og det telefonnummer man får udleveret, kan man lige så godt glemme alt om, da han heller ikke træffes der. For de unge og mere mobile ældre er det ikke det store problem, bare et irritationsmoment, men for de svagelige er det et kæmpeproblem. Og vi skal huske på, at vi alle kan komme i den situation en dag, og det er netop derfor, jeg gerne vil kæmpe for vore medlemmer ja for alle ældre i denne sag, fortsætter Thomas Thomsen. - Vi har i reklamer på TV set Post Danmark reklamere med, at man nu kan hente sine pakker på opstillede postautomater. Jeg er bange for, at man indenfor en kortere årrække vil se en endnu ringere service, så man fremover skal hente al sin post på i lignende automater placeret langt vær fra bopælen, slutter Thomas Thomsen.

Publiceret 22 June 2009 16:12