Roskilde Forbrænding er ramt af blokade, så skraldemændene i Roskilde ikke kan komme af med affaldet.
(Foto: Per Rudkjøbing)

Roskilde Forbrænding er ramt af blokade, så skraldemændene i Roskilde ikke kan komme af med affaldet. (Foto: Per Rudkjøbing)

Roskilde ramt af skraldemandsstrejke

Skraldet på skraldebilerne i Roskilde hober sig op, og skraldemænd kan ikke længere hente affald, fordi forbrændingen er blokeret af københavnske renovationsarbejdere

Af
Anette Gundlach

Roskilde risikerer snart at begynde at stinke af affald, når affaldsbunkerne hober sig op i hele kommunen. Roskilde Forbrænding bliver i øjeblikket blokeret af københavnske skraldemænd fra renovationsfirmaet HCS. Renovationsarbejderne i HCS er utilfredse med deres arbejdsforhold.
Indehaveren af Roskilde Reniovationstransport Preben Nielsen forklarer, at det er uvist, hvor længe blokaden varer, han vurderer, at det kan tage mellem en dag og en måned inden blokaden bliver ophævet. I øjeblikket bliver affaldet i Roskilde ikke længere hentet.
Preben Nielsen forklarer, at hans skraldebiler i øjeblikket står fuldt læssede foran forbrændingen og venter på at komme af med mandagens affald.
- Vi har ryddet det meste af mandagsturen, men vi kan ikke komme af med affaldet, så vi kan ikke køre før blokaden bliver ophævet, og vi kører helt sikkert ikke tirsdag i denne uge, siger Preben Nielsen.

Roskilde stinker

Preben Nielsen forklarer, at man hurtigt vil komme til at lugte affaldet i sommervarmen specielt fordi denne uge bliver varm og solrig med høje temperaturer.
- Affaldet skal ikke ligge i mange dage før det begynder at stinke, fortæller Preben Nielsen. Mandag gik han og hans medarbejdere tidligt hjem for at nyde solen, fordi de ikke kunne komme videre med dagens arbejde.
- Vi vil dog hellere i gang i dag end i morgen, siger Preben Nielsen. Han lover, at hans medarbejdere nok skal få affaldet væk så hurtigt som overhovedet muligt, når blokaden er bragt til ende.

Ingen sikkerhed

Skraldemændene fra renovationsfirmaet HCS strejker, fordi de ikke får personligt sikkerhedsudstyr fra deres arbejdsgiver ligesom arbejdstilsynet kræver det.
- Det betyder, at medarbejderne nemt kan komme til skade på arbejdspladsen. - Det skal man simpelthen have, siger Preben Nielsen. Skraldemændene fra HCS blokerede mandag alle forbrændingsanlæg på hele Sjælland.
I Roskilde Kommune ved man heller ikke hvor længe blokaden varer og for at tilstanden ikke skal blive for kaotisk opfordrer kommunen til, at man stiller affald ved siden af containerne og affaldsspande og at sortere det mest muligt.

Publiceret 22 June 2009 13:45