Venstres borgmesterkandidat Hans Erik Jensen. (Pressefoto).

Venstres borgmesterkandidat Hans Erik Jensen. (Pressefoto).

Venstres kandidathold er klar til kommunalvalg

Af
Per Møller

Venstre i Køge har nu fået fyldt alle 20 pladser ud på partiets kandidatliste, der skal sikre, at partiet efter næste kommunalvalg kan sætte sig til rette i borgmesterstolen på Køge Rådhus.
De første 15 pladser blev besat på et opstillingsmøde i maj måned, og de resterende 5 pladser faldt således på plads henover weekenden.
Ny på listen er bl.a. Palle Svendsen, der er erhvervsmand med hovedkvarter i Den Hvide By. Samtidig er han også formand for HB Køges succesfulde sponsornetværk kaldet 'Netværket', og han har boet i kommunen i over 20 år.
Derudover vil Hanne Grøn Veggerby, der arbejder som laborant og er bosat i Slimminge, også være at finde på stemmesedlen. Hanne Grøn Veggerby har gennem flere år været aktiv i idrætslivet i Bjæverskov.
Hun er relativ ny i partipolitisk sammenhæng, men hun har været meget engageret i arbejdet med forholdene i de lokale børneinstitutioner og på Gørslev Skole.
Hans Erik Jensen, der er nr. 1 på listen og dermed Venstres borgmesterkandidat, glæder sig over at have et stærkt og meget alsidigt kandidathold i ryggen.
- Der er en rigtig god spredning på Venstres hold, både hvad angår alder, køn, bopæl, erhverv og interesseområder. Med de seneste navne på listen er jeg overbevist om, at vi står ualmindelig godt rustet til efterårets valgkamp, udtaler Hans Erik Jensen.

Arbejdet påbegyndt

Hans Erik Jensen påpeger dog, at det hårde arbejde allerede nu er begyndt.
- I Venstre tror vi ikke på, at man kan vinde et valg ved at bruge en hulens masse penge på at indrykke store annoncer i aviserne ugen før valget. Vi tror derimod på, at man får det bedste resultat ved at møde borgerne, hvor de færdes, og fortælle dem om, hvad Venstre står for. Politiske holdninger betyder nemlig mere end smarte markedsførings tricks, vurderer Hans Erik Jensen.

Kandidatlisten<U><B></U>

Den samlede kandidatliste ser således ud:
Hans Erik Jensen, Borgmesterkandidat. Mette Wigand Bode, Ali Ünsal, Mette Jorsø, Liselotte Nyboe, Lars Peter Skaarup, Henrik Szokody, Mads Møller, Peter Dits Christensen, Steen Mikkelsen, Peter Knappmann, Lone Palle, Annie Jauffred, Per Küster, Frank Hyldal, Stig Sørensen, Henning Lübcke, Palle Svendsen, Hanne Grøn Veggerby og Henning Bjørn Christiansen.
Venstre stiller op på en sideordnet liste, så det er de kandidater, der får flest personlige stemmer den 17. november, som bliver valgt ind.

Publiceret 22 June 2009 11:30