Susanne Brixum.

Susanne Brixum.

ET KIG TILBAGE OG SÅ FREM !

SUSANNE BRIXUM om årets kommunale skovtur og en tak:

Forventningsfuld mødte jeg op kl. 9 den pragtfulde forårsdag 2. juni for at følges med 275 morgenfriske pensionister på årets sidste kommunale skovtur.

Smilende ældrerådsmedlemmer og frivillige hjælpere tog godt imod os, og sikrede sig, at ingen blev ladt tilbage. Selv et ægtepar som havde taget fejl af dagen, og stod med billetter fra maj måned, blev der plads til - for hvor der er hjerterum er der husrum. Sådan følte jeg at ældrerådet tænkte. I bussen blev vi udstyret med et gult navneskilt, som viste sig at være adgangskort til restauranten. I roligt tempo blev vi kørt gennem København og til færgen, som lå i havn. Stor og almægtig med sine 11 etager. Inden vi kom ombord, skulle vi tjekkes ind med boardingpas ligesom i lufthavnen. Det tog meget lang tid, og de lidt dårligt gående havde svært ved at stå i kø så længe. Men også her kunne ældrerådet handle - en rollator blev brugt som stol, og så gik det jo. Ombord på færgen fik vi en dejlig middag og endnu engang havde en kendt Hvidovreborger skrevet en sang - en sang som løftede stemningen til skyerne. Rederiet havde også på denne tur udlovet en gratis billet til Oslo eller England, og jeg havde den store fornøjelse at trække vinderen, som jeg herigennem vil ønske god rejse. Også sejlturen var en oplevelse - især under Øresundsbroen, hvor der kun var syv meter imellem færge og bro. Der blev fotograferet som aldrig før, og godt vindblæste gik vi tilbage for at drikke kaffe. Og så kom danseskoene på! Dagen sluttede med en bustur på Amager, som jeg desværre ikke kunne deltage i, fordi arbejdet i socialudvalget kaldte hjemme i Hvidovre. Jeg skylder at sige ældreråd og frivillige tak for en kolossal indsats og håber vi kan gøre gengæld, når I engang får brug for en hjælpende hånd. Tusind tak for en dejlig dag. Susanne Brixum Næstformand i Socialudvalget og Socialdemokrat

Publiceret 22 June 2009 16:13