KÆRE SKRALDEMÆND

Ulækkert er det! Skraldeposer på trapper, i kælderrum og køkkenskabe. Bjerge af skrald på parkeringspladser, fortove og indkørsler.

Skraldemænd vi savner jer og jeres røde biler! Det er rigtigt surt for Hvidovres borgere, men tænk også på de mange ansatte i boligområderne som roder med ildelugtende containere og skraldesække. Slemt er det, men jeg synes alligevel at I er nogle guttermænd, der gør det helt rigtige. Ingen burde finde sig i dårlige arbejdsforhold og dårlig ledelse. I viser vejen og skal have nogle skulderklap for det I gør. I betaler en høj pris, risikerer jeres job og skal i lang tid betale af på gæld og bod til jeres arbejdsgiver. Jeg lever gerne med alt svineriet, hvis det endelige resultat er at I får sat jeres arbejdsgiver HCS på plads og får et ordentligt arbejdsmiljø. Det er jo ikke jer, der er skurkene, men for det første HCS, der har et problem med arbejdsmiljøet. For det andet Hvidovre Kommune, der laver en kontrakt med et skod-skralde-firma, der ikke kan leve op til kravene. For det tredje og ikke mindst EU og flertallet i folketinget, der vil at alting skal handle om profit, også når det handler om en fælles offentlig opgave, som indsamling af skrald. Med venlig hilsen Gårdmanden på Arnold Nielsens Boulevard, Bredalsparken

Publiceret 22 June 2009 16:13