Cykelstier mellem Jyllinge/Gundsømagle og Stenløse nu

Sidste år skrev jeg til kommunerne om de elendige cykelforhold fra nabobyerne til Stenløse. Lokalaviserne bragte indlægget i flotte opsætninger, med landkort over foreslåede stier. At dømme efter de mange positive kommentarer, vakte ideerne stor interesse. Men kommunalpolitikerne var fuldstændigt tavse. Embedsmændene svarede høfligt tilbage, at man gerne ville overveje næste gang der skulle laves kommuneplan. Dem har vi ikke set endnu, og da slet ikke nogen nye stier. Men det blev maj igen og den årlige kampagne "Vi cykler til arbejde". Det blev til en enkelt tur til Stenløse, så havde jeg igen fået nok af de livsfarlige forhold på Krogholmvej. Turene gik i stedet til Ølstykke station, og det er straks meget bedre. Ruten er lidt kringlet, men så er der også stier hele vejen. Stien er dog til blandet trafik, dobbeltrettet og mange steder meget smal. Den bruges af cyklende skolebørn, fodgængere, kondiløbere i flok, hundeluftere, ryttere til hest, cykler med anhængere og hurtige knallerter - i to retninger, samtidigt, på en sti visse steder kun lidt over 1 meter bred. Det er slet ikke ufarligt og giver nemt farlige situationer for en hurtigt kørende pendlercyklist. Især ved de mange vejkryds, hvor bilisterne ikke forventer cykler fra begge sider. Roskilde kommune skal have ros for det nye lyskryds ved Rådalsvej, det giver god sikkerhed også for cyklisterne. Men så er der stadig Blodhøjvej og de mange kryds i Egedal kommune. At dømme efter de mange huller og skader på stierne, har man heller ikke vedligeholdt disse stier i en del år. Det kunne forbedres, men går alt sammen idet man selv kan sætte hastigheden langt ned ved krydsende trafik. Det er stadig langt bedre end at blive pløjet ned bagfra på Krogholmvej, af en stresset og travl bilist, der ikke kan vente på at der bliver bedre plads. Men det er noget af en omvej at skulle over Ølstykke, og jeg kan ikke få ud af hovedet, at der planlægges brugt et par milliarder på ny motorvej, så bilisterne kan komme et par minutter hurtigere frem. Hvis bare man brugte en tusinddel af beløbet, på de få meter manglende cykelsti mellem byerne, så kunne cykelpendlerne spare 20-30 minutter, hver dag! Det ville halvere den ekstra tid, det i dag tager at komme til Valby, i forhold til at tage bilen. Og på samme rute spare mindst 1600 kroner om året i billetudgifter til toget. Det vil stadigt tage længere tid, og være dyrere, end at hælde benzin på bilen. Men det kommer så meget tættere på, at det bliver realistisk at tage cyklen og toget på arbejde! Endelig har regeringen nu afsat 1 milliard over 5 år, til forbedrede cykelforhold. Penge, som kommunerne vil forlænge med yderligere 1-2 milliarder. Når nu man ligefrem kan søge penge til de foreslående nye ruter, hvad holder så kommunerne tilbage? Første pulje penge skal søges frem til august, så det skal være nu! Er der her, i et år med kommunevalg, virkelig ikke nogen lokale politikere eller partier, som vil gribe disse muligheder? Så skal jeg gerne spare 70 km daglig bilkørsel, og være med til at indvie de nye stier, når "Vi cykler til arbejde" i 2010. I øvrigt mener jeg at motorvejen er unødvendig. Theodor Nissen Finnjollevej 26 Jyllinge

Publiceret 23 June 2009 03:00