Festival-party på cykel

I år sætter festivalen fokus på klimaet, og indsatsen starter med et brag af en cykelfest fra København til Roskilde

Søndag den 28. juni klokken 9:00 om morgenen indtager op til 200 festivalstemte mennesker Rådhuspladsen iført gode cykelben og festklædte cykler. De skal sammen cykle de 50 kilometer til festivalpladsen – og selv om det handler om noget så alvorligt som klodens klima, er der lagt op til et brag af en fest fra startskuddet lyder.

En fest på hjul

Allerede inden afgang kåres den bedst pyntede festivalcykel og derefter er der lagt gode indslag ind undervejs på ruten. De cyklende festivalgæster får selskab af musik-ladcykler, et cyklende cykelværksted og en servicecykel med reservecykler i bedste Tour de France-stil. Og undervejs inviterer Greve Kommune hele cykelholdet til et pitstop med øl & DJ's, der spiller op til fest, mens man hviler benene i græsset. Cykelturen til Roskilde Festival er en luksus tur og alle kan være med. Der køres i sindigt tempo, og bagagen bliver transporteret ned til festivalen på miljøvenlig vis af DHL's lastbiler, der kører på rapsolie. Ingen overlæssede cykler her – cykelturen er en god mulighed for at komme i festivalstemning sammen med andre mennesker, der vil have det sjovt og skåne miljøet samtidig. Roskilde Festival har også sørget for sikker cykelparkering under festivalen.

Grønne fodspor

Cykelturen er arrangeret af Dansk Cyklist Forbund i samarbejde med Roskilde Festival og Greve Kommune. Den er ét ud af tre "Green Footsteps", som festivaldeltagerne kan tage for at sikre sig en teltplads i det nye lækre Climate Community på festivalpladsen. Visionen er at udfordre deltagernes viden om klima og vise, hvordan man selv kan påvirke klimaet positivt. En oplagt måde er at vælge cyklen frem for bilen, og Dansk Cyklist Forbund glæder sig over, at cyklen er lige så cool, som den er grøn og praktisk.

Hvis mann vil med

Cykelturen er for alle Roskilde gæster med gode ben. Tilmeld dig på: www.roskilde-festival.dk og mød op på Rådhuspladsen søndag den 28. juni kl. 9.00. Karavanen ender ca. kl. 14 ved indgang Vest, hvor deltagerne får deres fragtede bagage udleveret og kan tjekke ind. Hvis du også vil sikre dig en plads på Climate Communitys teltplads skal du gennemføre tre Green Footsteps – læs mere om det på: www.roskilde-festival.dk/om_festivalen/green_footsteps/climate_community/

Publiceret 23 June 2009 03:00