(Colourbox).

(Colourbox).

Sommerbogen i Solrød

Solrød Bibliotek har et spændende sommertilbud til læseheste.

BOGANMELDELSER: Også i år har Solrød Bibliotek et spændende tilbud til læseheste: Læs (mindst) fem bøger i din ferie, skriv en anmeldelse af hver af dem og deltag i en konkurrence om gavekort til Solrød Boghandel.
Konkurrencen finder sted i hele sommerferien, dvs fra den 29. juni, men du kan allerede melde dig til i børnebiblioteket nu.
Sidste frist for at aflevere anmeldelser er den 15. august. Borgmester Niels Hörup vil foretage lodtrækningen mellem alle deltagerne ved et arrangement på Solrød Bibliotek onsdag den 19. august kl. 15.
Ud over gavekortene til lodtrækningen, er der gavekort til de særlige X-factor anmeldelser, som børnebibliotekets personale vælger ud.
Det kan være en anmeldelse, der er skrevet på en speciel måde eller en anmeldelse, der har en sjov udformning, eller noget helt tredje, som du selv finder på.
Og hvad gør du så, for at være med:
Du kommer hen på børnebiblioteket og bliver meldt til Sommerbogen. Efterhånden som du får læst dine bøger og skrevet anmeldelserne, kommer du ned og afleverer det, du har skrevet.
Dine anmeldelser bliver udstillet i børnebiblioteket og offentliggjort på nettet. Du kan også sende dem til os på www.solbib.bornsolbib.dk .
På bibliotekets hjemmeside ligger et skema til brug for anmeldelserne, hvis du foretrækker det.
- Og hvis du har svært ved at læse eller skrive, kommer du ned og taler med børnebibliotekaren, og så finder vi ud af, hvordan du kan deltage alligevel, lyder den åbne invitation.
Konkurrencen henvender sig til alle børn i Solrød mellem 2. og 8. klasse.

Publiceret 24 June 2009 16:45