Veterantogskørsel fra Køge til Faxe Ladeplads

Af
Per Møller

SOMMERUDFLUGT : Søndag den 28. juni er der igen veterantog på Østbanen. Det er Østsjællandske Jernbaneklub - ØSJK - der kører til Faxe Ladeplads, med deres hyggelige motorvognstog – som de kørte tilbage i 1930'erne.
Det er med stor velvilje fra Regionstog at det i år er lykkedes at kører med veterantog på Østbanestrækningen.
Trods omfattende sporarbejder på strækningen er der fundet plads til det hyggelige gamle tog.
Der køres fra Køge Station kl. 10.35 og kl. 14.35 og fra Faxe Ladeplads kl. 12.10 og kl. 16.10. Det er også muligt at stå på toget på mellemstationerne.
- Undervejs vil der være rig mulighed for at tale med togpersonalet, om toget og arbejdet med at vedligeholde det. Veterantoget istandsættes, vedligeholdes og køres udelukkende af medlemmer at Østsjællandske Jernbaneklub, der alle arbejder ulønnet, kun af interesse for veterantog og det gode sammenhold der er i Jernbanekluben. Klubbens medlemmer vil være iklædt gamle uniformer der passer til togets alder, fortæller Lars Jørgensen fra ØSJK.
Der vil være mulighed for at køre med veteranmotortoget de næste mange søndage. 28. juni, 26. juli og 2. august køres der til Faxe-Ladeplads. 5. juli og 12. juli køres der til Rødvig.
19. juli vil der som noget helt nyt blive kørt på S-banen.
Det er gratis at komme med toget for børn på 4 år og derunder.

Se priser og tider på www.osjk.dk .


Publiceret 24 June 2009 14:00