Vandalisme og wild west-tilstande i Hedeland

I/S Hedeland bruger hvert år op til 400.000 kroner på sikkerhed og oprydning. Største problem er løse hunde

Af
Jeppe Olsen

Hærværk mod borde og bænke. Smadrede papirkurve. Oversavning af bomme og kørsel med stjålne biler. Afsluttet med antændelse og afbrænding af bilerne.
Sådan er tilstandene i Hedeland. Største problem er dog ifølge direktør Erik Juel de mange løse hunde, som hver dag og hele tiden bliver luftet. Uden at hundesnoren hindrer den friske luft.
Alt for mange hundeejere føler sig efter direktørens udsagn hævet over reglerne og lader deres hunde stryge.
- Sidste år var der to ulykker, hvor ridepiger kom tilskade, fordi deres heste blev skræmt af frie hunde, lyder det fra Erik Juel.
- Vi skal alle kunne være i Hedeland, men det kan desværre være ganske ubehageligt og utrygt at færdes der.
E n beboer fra Vindinge, Kristian Egholm, hvordan han for nylig blev forfulgt af en stor rottweiler og følte, at cykelturen i Hedeland var blevet til kamp for at undslippe hunden og ikke ende som kødben.


Vagtværn indført

Kampen mod ødelæggelserne og tiltag overfor de løse hunde og dermed sikkerheden løber op i omkring 400.000 kroner om året. Alene udgifterne til et vagtværn beløber sig ifølge direktøren til omkring 200.000 kroner.
Men tiltaget er nødvendigt i sommerhalvåret, hvor flest benytter det rekreative område mellem Tune, Hedehusene og Vindinge.
- Vi har også brugt mange penge på at lave tre hundeskove. Den ved Tune har fem rum, så hundeejere med forskellige racer kan lufte hunde samtidig, uden at dyrerne bliver uvenner. Men mange bruger ikke hundeskovene.
Pengene går også til større og flere skilte med reglerne for færden med hunde på området. Noget kunne tyde på, at mange hundeejere faktisk godt kender vilkårene.
- De får travlt med at få deres hunde i snor, når de ser vagterne eller mig. Men når de tror sig ude af syne, så slipper de deres hunde løs igen. Ved påtale er det flere gange kommet dertil, at hundeejerne har truet personalet med at slippe kampehunde løs mod dem. Det er ærgerligt, at det er kommet dertil. Vi har voldsomt brug for en holdningsændring, for mange er udenfor pædagogisk rækkevidde, siger direktøren, der mener, at man fra Hedelands side har strammet på alle leder og kanter, men kæmper en meget svær kamp.

Publiceret 26 June 2009 11:00