Den glade prisvinder Kenneth Boysen Larsen og Søren Schmidt

Den glade prisvinder Kenneth Boysen Larsen og Søren Schmidt

Fornem installatørpris til bysbarn

Kenneth Boysen Larsen, Hvidovre, har fået årets installatørpris. Med et gennemsnit på 10,6 har han udmærket sig ved at være den dygtigste af de studerende på vvs-installatøruddannelsen ved Københavns Erhvervsakademi.

Prisen, som er indstiftet af TEKNIQ Installatørernes Organisation, blev overrakt i fredags af vvs-installatør Søren Schmidt på vegne af TEKNIQ ved dimissionsfesten på erhvervsakademiet. Installatørprisen er rettet mod vvs- og elinstallatørstuderende på den to-årige erhvervsakademiuddannelse og tildeles den studerende, som har opnået det bedste karaktergennemsnit gennem hele uddannelsen. - Aldrig har det været vigtigere, at der kommer dygtige unge mennesker ud fra vores erhvervsakademier og påtager sig de store samfundsmæssige opgaver, der påhviler installationsbranchen. Kampen for et bedre klima er allerede skudt i gang, og der er nok at tage fat på for installationsbranchen, der skal være med til at sikre, at de ambitiøse mål for energibesparelser bliver omsat til handling både i private hjem, i det offentlige og i industrien. Installatørerne er de tekniske håndværkere, som skal installere de energibesparende løsninger og føre de energirigtige planer og politikker ud i livet. Samtidig er det de tekniske installatører, der garanterer for sikkerheden i hjemmet - både på el- og vvs-området, siger formand i TEKNIQ Installatørernes Organisation, Søren Skræddergaard. Klimaet er sammen med finanskrisen kommet øverst på dagordenen i store dele af verden. Der er behov for løsninger her og nu, og ved at installere energieffektive løsninger er man godt på vej. De begrænser nemlig ikke blot CO2-udslippet, de reducerer også elregningen. Ifølge Søren Skræddergaard bliver der således hårdt brug for dygtige, unge installatører i de kommende år, som mestrer de faglige kvalifikationer og det gode håndværk. Noget, som fortjener at blive belønnet. - Som installatør har man ansvaret for, at de rigtige løsninger bliver installeret, samt at sikkerheden på el- og vvs-området er i top ude hos forbrugerne. De nyudklækkede installatører skal fremover fungere som rollemodeller inden for installationsbranchen, og vi vil gerne hylde dem, som via fremragende eksamensresultater går forrest, siger Søren Skræddergaard.

Publiceret 29 June 2009 15:32