FESTDAG NÆSTEN FORVANDLET TIL TRAGEDIE

JAN N: Håber du får rigtig dårlig samvittighed:

Kære æggekaster.

Da jeg ikke kender dig, så er jeg desværre nødt til at skrive til dig på denne måde. Hvis du ikke er klar over det - så var du søndag den 21. juni kl. 20.05 ved at forvandle en dejlig festdag - nemlig min kones 50 års fødselsdag til en tragediedag. Du kom kørende ad Vigeslev Alle fra Valby og op mod Hvidovrevej - og ud for de to røde blokke på Vigerslev Alle nr. 372 og 374 - der kastede du med voldsom kraft et æg efter min kone. Jeg ved ikke om meningen var at ramme hendes bagdel - da hun bukkede sig ind i vores bil for at finde vores datters ting. Du ramte hende ikke i bagdelen - du ramte hende heldigvis ikke - men du var mindre end 5 cm fra at ramme hende i tindingen. Til alt held var det kun vores bil der blev svinet til - fra bagagerum - ind og ramme og svine vores bagdør til og videre om og ramme vores forrude. - Så du kan jo selv regne ud, at du havde knald på ægget. Hvis du havde ramt min kone i tindingen - så tør jeg ikke tænke på hvor tragisk udgangen på kastet kunne have været. Du kunne have forvandlet en dejlig dag til en tragisk dag for os. Jeg håber, du får en rigtig dårlig samvittighed, når du læser dette her - ja det samme gælder dine venner, som også var med i bilen. Du er heldig, at jeg blev så forskrækket, at jeg ikke nåede at tage nummeret på jeres bil. Men jeg har et ganske godt billede af dig og jeres bil - for jeg så dig jo i spejlet. Der er jo som bekendt 5 års forældelsesfrist på anmeldelse af sager - så jeg kan love dig at hvis jeg ser dig igen så skal jeg nok få dig anmeldt til politiet. Denne oplevelse for min kone og jeg var andet end drengestreger - det er noget man bør mentalundersøges for. Venlig hilsen Jan N

Publiceret 29 June 2009 15:32