En festlig fyr ved Badesøen med en øl i både hånden og buksen.

En festlig fyr ved Badesøen med en øl i både hånden og buksen.

Baywatch ved Badesøen

Vandhullet er en niche i festivalen. Hvad enten det er med kroppen i bølgen, henslængt på sandstranden eller dansende til gettoblasterens dunkende rytmer

Af
Jeppe Olsen

Roskilde Svømnings livreddere har nogle af de mest underholdende og livlige opgaver på festivalen. De bemander Badesøen og griber ind, hvis badegæsternes svømmeevner svigter og det op til fire og en halv meter dybe vand stiger badegæsterne over hovedet. Hvilket aldrig er sket i Badesøens fireårige historie.
- Det sker, at vi anbefaler folk at blive på stranden med en munter replik om, at de vist lige har fået en øl eller to for meget til at kunne tage en dukkert. En sjælden gang i mellem må vi insistere, men i langt de fleste tilfælde foregår det helt gnidningsfrit og med smil på læben hos begge parter, fortæller Jens og Marianne Ellebæk.
Bror og søster er svømmeklubbens ansvarlige for livredningen. Det vil sige planlægning og koordinering af vagtplaner for de 41 tilknyttede livreddere. De døgnbemander stedet, der ligger et stykke ude på campingområdet.

Fest på stranden

En ting er vandgangen, en anden er det våde element oppe på sandstranden. Da Rokilde Avis besøger badesøen mandag eftermiddag er der godt gang i et mindre beach party.
Rytmerne dunker fra medbragte musikanlæg, og få af de unge mennesker er ubevæbnede, hvad angår det foretrukne håndvåben i kampen for den høje stemning: Dåseøllen.
Et par kamphaner har opfundet en slags dyst. Med en oppustet bade-banan holdt op foran sig, spurter de mod hinanden og tørner sammen. Det gælder om at skubbe sin modstander omkuld i sandet. Rundt om står vennerne og hepper højlydt.
- Kom så. På ham. Du tar' ham, lyder det. Der knipses billeder og filmes med kameraet i mobiltelefonerne. Snart er duellerne sendt til hele vennekredsen på og udenfor festivalen.

Andreas Rosing og Christian Dela på vagt som livreddere ved Badesøen på festivalen.

Andreas Rosing og Christian Dela på vagt som livreddere ved Badesøen på festivalen.

Jesus og Moses

- I går (søndag, red.) var der virkelig gang i den her. Folk havde slået teltet op og havde ikke så meget andet at lave, end at feste. Blandt andet her ved Badesøen. Mandag formiddag lå mange på stranden og sov lidt videre, fordi det var for varm i teltene, fortæller Jens og Marianne Ellebæk.
Ikke bare bikini- og badebukse-beklædningen bidrager til kolorit ved Badesøen. Folks generelle påklædning og udklædning gør også.
- Vi har før haft besøg af tema-lejre, hvor alle er sømænd, fiskere eller Baywatch-typer. Det er jo klart, at de skal på stranden. Sidste år var både Jesus og Moses hér. De forsøgte at skille vandene og gå på vandet, men ingen af dem lykkedes, griner søskendeparret Ellebæk.

En lille gruppe med stort humør. Der er ikke kedeligt ved Badesøen.

En lille gruppe med stort humør. Der er ikke kedeligt ved Badesøen.

Tjener til klubben

Roskilde Svømning er aflønnet for indsatsen af Roskilde Festival, og indkomsten er et godt biddrag til omkostningerne forbundet med klubbens uddannelse af nye livreddere.
- Aller vores instruktøre skal være livreddere og kunne førstehjælp. Kurserne koster penge, men vi tjener til det her på festivalen.
De allerede uddannede melder sig med største lyst til at iføre sig gule livredderveste og give et nap med på festivalen. Det er lidt som at være med i Baywatch og samtidig være på festival.

Related content

Publiceret 30 June 2009 10:12