(Colourbox).

(Colourbox).

Lille Skensved Vandværk åbner for egne haner igen

Af
Per Møller

Lille Skensved Vandværk kan igen levere vand fra egne vandboringer. Den bakterieramte vandboring er dog koblet fra vandforsyningen, indtil årsagen til forureningen er klarlagt.
Køge kommune har i samråd med embedslægen og Fødevarestyrelsen i dag givet grønt lys til, at Lille Skensved Vandværk igen kan levere vand fra to af deres egne vandboringer.
Den vandboring, som forårsagede sidste uges forurening af drikkevandet til godt 800 husstande, vil derimod være koblet fra vandforsyningen en rum tid endnu, da den skal undersøges nærmere.
- Vandværket er i gang med at få opklaret, hvordan det kunne gå til, at en af dets vandboringer kunne blive forurenet med E.Coli-bakterier. Det varer formentlig et godt stykke tid, før vi får et svar på det, vurderer afdelingschef for Natur og Miljø i Køge kommune, Bjarne Bringedal Svendsen.
Områdets borgere og virksomheder har på det seneste oplevet et nedsat tryk i deres vandhaner, men det skulle nu blive bedre, når vandværkets egne boringer atter kobles på ledningsnettet.
Køge kommune vil den kommende tid intensivere overvågningen af vandkvaliteten fra Lille Skensved Vandværk og boringer for at sikre, at vandet fortsat er helt rent og uden bakterier.
Borgere og virksomheder kan altså fortsat trygt drikke eller bruge af vandet direkte fra hanerne.

Publiceret 30 June 2009 14:30