Både DCU-formand Tom Lund (til venstre) og Roskildes borgmester Poul Lindor Nielsen var glade og tilfreds med enkeltstarts-etapen i Roskilde lørdag eftermiddag og aften.

Både DCU-formand Tom Lund (til venstre) og Roskildes borgmester Poul Lindor Nielsen var glade og tilfreds med enkeltstarts-etapen i Roskilde lørdag eftermiddag og aften.

Glad borgmester og tilfreds DCU-formand

Enkeltstarten i Roskilde blev et succesfuldt arrangement

Af
Jeppe Olsen

Allerede mens cykelrytterne sled sig hen over asfalten i kampen mod uret, var der topkarakterer til arrangementet med start og mål på Møllehusvej i Roskilde. Femte etape af Post Danmark Rundt 2009.
En af de storsmilende herrer var Roskildes borgmester Poul Lindor Nielsen, som til Roskilde Avis sagde:
- Jeg er en glad mand. Det tyder på, at etapeløbet bliver afgjort med denne enkeltstart, og det er da alletiders, at Roskilde er ramme om det.
Udover det rent sportslige var der gode tilbagemeldinger til borgmesteren for byen som kulisse.
- Jeg får mange roser for et godt cykelløb og en god begivenhed. Man siger til mig, at der er spærret godt og effektivt af, og jeg er meget tilfreds med, at rytternes sikkerhed er i top.
Borgmesteren var i øvrigt selv imponeret, over hvor stærkt rytterne kører i sådan en enkeltstart.
- Jeg kan selv presse farten op på 32-33 kilometer i timen, når jeg giver den en skalle på min egen cykel. Men kun et kort øjeblik. De her ryttere kører mere end 10 kilometer hurtigere i gennemsnit. Det er jo aldeles imponerende. Jeg må sige, at det er godt, at de har hjelm på.

DCU-formand roser

Fra Dansk Cykel Unions, DCUs, aller øverste top var der stor tilfredshed med arrengementet i Roskilde lørdag eftermiddag og aften. Formand Tom Lund sagde:
- Vi har jo været i Roskilde med Post Danmark Rundt før, og jeg må igen sige, at det er fantastisk at være her og køre etape. Jeg takker borgmesteren, den lokale cykelklub og byen for et virkelig godt arrangement. Vi føler os altid velkommen.
- Det er ideelt at køre i Roskilde, fordi det i byen er så forholdsvis nemt at bringe løbet i kontakt med publikum til gavn for begge parter.
- Roskilde er traditionelt set en stor cykelby, og disse traditioner lever. Det er tydeligt på sådan en aften.

Publiceret 01 August 2009 22:30