Svogerslev vandt enkeltstarten hvar publikum-begejstring og udklædning angik. Her en situation fra hovedgaden.

Svogerslev vandt enkeltstarten hvar publikum-begejstring og udklædning angik. Her en situation fra hovedgaden.

Klap-pølser og grill-mad langs ruten

Næten hele ruten rundt var folk ude at se cykelløb

Af
Jeppe Olsen

Cykel-feberen ramte Roskilde lørdag eftermiddag og aften. På næsten hele rundstrækningen var folk ude at se cykelløb fra første parket. Ved start og mål for enkeltstarten på Møllehusvej var tilskuerne stimlet sammen for at se de fantomklædte Post Danmark Rundt-ryttere køre ned ad rampen og suse ud på Holbækvej mod Svogerslev. Og siden komme i mål.
Ved vejsiden bandt tilskuerne Roskilde og Svogerslev sammen, men i Svogerslev toppede interessen i hovedgaden.
Her var både den djævleklædte skikkelse, der sprang begejstret rundt og fægtede med arme og ben, når rytterne blæste forbi. En makker sad og tådte pedaler på en kondicykel, og stor var entusiasmen omkring de udklædte herrer. Klap-pølser blev brugt flittigt, og stemningen var i retning af byfest på den store klinge.

Mad på campingbordet

Andre tog det mere tilbagelænet ved campingbordet, hvor der blev anrettet grill-mad eller drukket vin og kaffe. Frem i stolene kom man dog, når rytterne og følgebilerne passerede.
Synet af campingborde gik igen ved vejsiden langs Kongemarksvejen til Kattinge, hvor der det åbne land til trods var mange mennesker i tilskuernes rolle. Og som rundstrækningen igen nærmede sig Roskilde tog menneskemængderne til.
Den ondsindede Bjergbakke udfor Bjermarkens Rensningsanlæg var et sted, mange mennesker havde taget plads for at hylde heltene på to hjul.
Og opløbsstrækningen, navnlig fra rundkørslen på Møllehusvej til mål, var som en tunnel af begejstrede tilskuere at suse igennem for rytterne.

På Kongemarksvejen i Svogerslev kombinerede man cykelløbet med en middag i det fri.

På Kongemarksvejen i Svogerslev kombinerede man cykelløbet med en middag i det fri.

Publiceret 01 August 2009 23:45